Udgivet af Hamborg Dankirke.de, tir d. 19. sep 2017, kl. 12:14

Bedstemors Lov

 

Jeg har altid været spejder. Blå Spejder. Som teenager kunne vi komme på kursus for patruljeledere. Det var altid meget berigende – både fagligt og socialt. Fokus var på ledelse, da spejdernes patruljetanke er at unge skal lede unge. Unge skal tage ansvar og kunne klare sig selv uden at mor hele tiden står på spring med lommetørklæde, curlingkost og helikopter.

 

Men først lige et spring tilbage til min tidligste barndom. Mine forældre lærte mig noget, som jeg sidenhen har hørt utallige gange med meget fine teologiske, psykologiske og filosofiske ord. Men egentlig behøves alle disse akademiske formuleringer slet ikke – de kan hjælpe til at uddybe emnet, men overskriften er stadig ganske enkel: Tal pænt til hinanden.

 

Tilbage til patruljelederkurserne; på et af disse kurser lærte vi noget, som jeg siden har forsøgt at bruge (de fleste gange lykkes det, mens jeg andre gange mister tålmodigheden og mit sydeuropæiske temperament tager over). Det vi lærte hed Bedstemors Lov. Bedstemors lov går i sin enkelthed ud på, at sige tre positive ting inden man siger det kritiske eller negative. Og det virker faktisk – både på andre og ikke mindst på én selv. Hører man først alt det gode, som man gør, så er man bagefter langt mere modtagelig for rettelser og konstruktiv kritik.

 

Hjerneforskere forklarer det med at vores hjerne er bygget til at fokusere på farerne omkring os og derfor lægger hjernen dobbelt så meget vægt på negative og farlige ting end på positive og trygge ting.

 

Lyder det bekendt? Alt er gået godt og strålende hele dagen og så kommer der én og siger at man har gjort én fejl, og pludselig er hele dagen en rigtig møg-dag.

 

Tænk, hvor meget magt vi har over hinandens liv. Siger vi blot én hård og uforsonlig ting til et andet menneske, så kan vi ødelægge hele vedkommendes dag – og sandsynligvis også vedkommendes familie og kollegers dag, idet han eller hun nu er sur og siger sure ting videre.

Og det springene punkt er, at vi ikke kan nøjes med at sige én positiv ting for at gøre det hele godt igen. Der skal mere end dobbelt så meget positivt til for at udviske det negative.

 

Derfor Bedstemors lov: sig altid tre positive ting før du siger en kritisk ting. For selvfølgelig skal man have lov til at sige de kritiske ting, for ellers kommer vi til at leve i et lalleglad diktatur, men det kritiske skal for alles skyld følges op af mere end dobbelt så meget positivt. Ellers ødelægger vi hinanden og ingen hører efter de kritiske punkter, hvis det er det eneste der kommer.

 

Dette lærte jeg i min teenager-år, hvilket er ved at være noget tid siden. Siden er der kommet sociale medier, mails, tekstbeskeder osv. til. Her gælder en hel anden lov, for her er Bedstemors lov på ingen måde langtrækkende nok. Kommunikation består af 20% ord – resten er kropssprog, tonefald, mimik osv. Når vi derfor sender en mail, skriver på facebook, sender en what’s app-besked, så komme vi kun igennem med 20% af det vi egentlig ville sige.

 

Nu har tal aldrig været min stærke side, men det må betyde, at Bedstemors lov skal ganges med 5. Så for hvert ord vi skriver alene med store bogstaver, for hver gang vi sætter to eller flere udråbstegn efter en sætning, for hver hård sætning vi formulerer, da skal vi skrive mindst 15 smiley’er eller gode ord.

 

Så er det næste lettere at tage hen og tale direkte med personen – eller måske er det egentlig bare lettest at tale pænt til hinanden.

 

Sømandskirken ønsker alle en skøn uge

Kategorier Præstens blog