Udgivet af Hamborg Dankirke.de, tir d. 10. okt 2017, kl. 08:20

Kristendommen er en mellemrumsreligion. Det vil jeg vove at kalde den. En mellemrumsreligion. En tro på mellemrummet. På pausen. På revnen i det perfekte. Kristendom er ikke plastret til med gode argumenter og logiske følgeslutninger. Den er ikke messende talende kværulerende. Ikke én uendelig prædiken. Eller det bør den i hvert fald ikke være. Kristendommen er overraskelsen. Anstødsstenen. Det vi ikke forventer. Kristendommen er ikke bange for selvironi og latterliggørelse. For dét, der ikke står mejslet i sten. Kristendommen er det skæve. Læg mærke til, at der i enhver kirke altid er noget der hænger skævt – med vilje. Kristendom er ikke symmetri. Én Gud, tre-enigheden, syv skabelsesdage og syv-armede lysestager. Kristendommen er en mellemrumsreligion, dér hvor det uventede sker.

 

Hvis man spørger en skuespiller, komikere og andre scene-folk, så siger de, at det er i mellemrummene, i pauserne, at det hele sker. Det er i mellemrummene at tingene giver mening. Det er der, hvor de holder pause, at vi andre kan få lov til at komme med, hoppe med på toget. Og derefter kører toget så igen. I mellemrummet, i pausen, får vi mulighed for at overveje, hvad det er der sker; hvor det er toget kører hen og om vi vil med toget.

 

Derfor er kristendommen er mellemrumsreligion. Fordi den ikke er baseret på hvad vi mennesker ville have gjort – og heldigvis for det. Vor Herre er ofte dér hvor vi ikke havde forventet at finde ham. En Gud blandt udskuddet. En Gud blandt syndere. Ikke kun dengang, men også nu. Vi finder ham dér hvor vi ikke er særlige guddommelige selv. Der hvor vi har gjort nogle ting, som ikke var særlige søde, ja måske var decideret onde: dér finder vi ham til vores overraskelse, hvor han står med udbredte arme og kalder os Guds elskede børn. Dét er overraskende. Men han ved, at det er dér vi har allermest brug for at høre det. Det er ikke de raske, der har brug for læge, det er de syge. Og han siger: Den der kommer til mig, vil jeg aldrig vise bort. Og så holder han pause. Et mellemrum. Lader os vælge om vi vil komme til ham eller ej.

 

Derfor er kristendommen er mellemrumsreligion. Fordi vi i fraværet, i pausen, bliver klar over hvad der virkelig betyder noget. Når vi bor i udlandet, så kan vi mærke savnet. Så savner vi hjem og dem vi elsker der hjemme. I hverdagens trummerum glemmer vi det måske, men når vi er i fraværet, i pausen, så finder vi ud af hvem vi savner og hvem vi elsker. Og det er som regel en hvem, ikke et hvad. Vi savner nogen, ikke noget.

 

Den canadiske sanger og poet Leonard Cohen har skrevet en sang der hedder Anthem. I den sang er der et vers som lyder:

Ring the bells that still can be ring. Forget your perfect offering. There is a crack in everything. That is how the light gets in.

Ring med de klokker, der stadig kan ringe. Glem alt om at være perfekt. Der er et mellemrum i alle ting. Der er sådan, lyset kommer ind. 

Kategorier Præstens blog

Kommentarer

Tilføj kommentar