Udgivet af Hamborg Dankirke.de, man d. 1. apr 2019, kl. 07:43

På een af sine mange rejser kom det Luther for øre at hans søns lærer, Hieronimus Weller, led af tungsind. Luther sendte straks et brev til den unge lærer, hvor han bla. skrev: ”Så ofte djævelen plager dig med disse tunge tanker, så søg selskab hos andre mennesker, eller drik rigeligt eller fordriv tiden med pjat eller tag dig noget andet lystigt for. Man trænger nogle gange til at drikke mere end sædvanligt, til at spøge og pjatte og begå en synd af had og foragt for djævelen for ikke at give ham lejlighed til give os dårlig samvittighed over småting” Og Luther fortsætter: ”Havde Gud villet, at vi skulle være sørgmodige, så havde han ikke givet os solen, månen og jordens frugt, hvilket han alt sammen giver til glæde. Da havde han villet gøre det mørkt. Han ville ikke lade solen gå op og sommervarmen vende tilbage.”

Her viser Luther at han tror på en levende Gud. En Gud der er med os i vores liv, i vores dagligdag. Og videre tror han på, at når vi beder om det daglige brød, så tror vi på: ”alt, hvad der er brug for til liv og legeme, som mad, drikke, tøj, sko, hus, hjem, jord, kvæg, penge, ejendom, god ægtefælle, gode børn, gode medhjælpere, retskafne og pålidelige overordnede, godt styre, godt vejr, fred, sundhed, ordentlig og værdig levevis, gode venner, trofaste naboer og andet lignende.” Og der kommer mere til, for: ”mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord der udgår af Guds mund”. Så det daglige brød er også alt det himmelske: syndernes forladelse, det evige liv, nåden, glæden, troen, håbet, kærligheden.

Luthers definition på det daglige brød er 500 år gammel. Holder den stadig i dag? Er det lettere at bede om det daglige brød, når ens verden stopper ved ringmuren? Nu stopper vores verden aldrig: vi får den ganske verden serveret, ikke på et sølvfad, men på en smartphone, hele tiden og igen. Hvordan kan vi bede om det daglige brød til os selv, fejre de levendes Gud, tage et glas rødvin mere for at glemme vores tunge tanker, når vi nu ved hvad der sker i verden?

Er kristendommen skabt til en tid, hvor man var sig selv og sin nære familie nærmest? Passer kristendommen overhovedet ind i en tid, hvor vi nu med åbne øjne ser, hvad der sker i hele verden og hvor privilegerede vi er? Er det for egoistisk at bede om, at vi får vores daglige brød, at vi får det vi har brug for og gerne vil have, når nu der sidder folk i dagevis på hustage, krokodiller svømmer rundt i byerne, børn drikker af kloakvand, folk dør af kolera – hvordan kan jeg så bede om mit daglige brød?

Vi kunne bede om at vor Herre igen gjorde underet med at en lille drengs madpakke pludselig kunne mætte tusinder af mennesker og endda efterlade rester, som kunne gives til de fattige. Men det sker bare ikke, vel?

Jeg kunne lade være med at spise hele mit daglige brød, slanke mig derved, bede mine børn spise op, fordi der er børn der sulter i Afrika – men det forsvinder kolera, tyfoner og ekstrem høj dødelighed ikke af, vel?

Jeg kunne bede om, at det daglige brød også indebære livets brød – det evige liv, glæde, nåde, kærlighed - men de sidder stadig på hustagene og venter på hjælp, gør de ikke?

Man siger, at forskellen på præster og psykologer er, at psykologerne går med ud til tredje revle. De kender svaret, de har redskaberne. De ved, at når de sammen med deres patient går i vand til maven efter første revle, så kommer der en anden revle, så de kommer helskindet i sikkerhed på igen. Og når de sammen går med patienten ud efter anden revle, og går i vand til halsen, så ved de, at der kommer en tredje revle, som de efter en kamp mod vandmasserne kan komme op på og stadig være i live.

Mens præster, siger man, er så dem der går med ud efter tredje revle. Ingen løsning, ingen svar, ingen sikker viden, ingen redskaber. Kun går man med den anden i troen og i håbet på at det kommer til at gå. I kærlighed tager man den andens hånd, for at den anden i hvert fald ikke skal gå alene komme hvad komme vil – død eller liv.

Sådan har jeg det nogle gange. Fx nu. Jeg ved ikke, hvad svaret er. Man kunne trække Luther frem igen og sig: ”Her står jeg og kan ikke andet, Gud hjælpe mig”. Men de sidder der stadig, ikke? Oppe på hustagene i Mosambique, mens krokodillerne svømmer omkring og sultne ser sig om efter næste offer, hvad end det er for druknedøden, koleraen eller udmattelsen.

Ligger svaret i, at vi ikke kan redde hele verden? At vi må gøre det så godt vi kan, med de evner vi har fået, hvor vi nu engang er sat – som Maude ville hævde det i Matador?

Ligger svaret i, at vi skal redde vores nærmeste – venner som fjender, kende som ukendte, bare dem i vores nærhed – redde dem ’ned fra deres hustage’ og give dem ’rent vand’ og dele vores ’daglige brød’ med dem. Og så lade verden brænde om vores vugge?

Skal vi hjælpe englænderne med at komme frem til en løsning på deres store problem om hvordan de skal komme ud af EU, mens der andre steder tages kvinder og børn til fange til en skæbne der er så grum, at jeg ikke tør tænke tanken helt til ende? Eller er det bare lige lidt for forkælet? ”Vi vil ikke være med længere, men vi ved ikke helt hvad vi så vil, men måske vi vil noget andet, eller måske så kunne det være helt fint hvis, nej, nu må I give os noget mere tid, for vi synes altså ikke det er helt retfærdigt det her’… Mon kvinder og børn i Syrien har mulighed for at komme med alle disse indvendinger om lyst, retfærdighed, følelser og holdninger? Mon de bliver spurgt overhovedet om noget som helst?

Selvfølgelig skal vi selv have noget brød før vi kan fungere – vi er ikke evighedsmaskiner, hverken fysisk eller åndeligt. Vi skal have vores daglige brød, med alt hvad det dækker over, før vi overhovedet kan hjælpe andre. Som de siger i flyene: sæt iltmasken på dig selv, før du hjælper andre. Selvfølgelig er det sådan.

Men se, problemet er bare, at vi alt for tit stopper dér. Vi sætter iltmasken på os selv. Sætter den på den, der sidder ved siden af os. Og så stopper det. Men hvad skal vi ellers gøre? Rejse til Mozambique og hjælpe?

Jeg står på tredje revle og ved det ikke. Stirrer ud over havet og kender ikke svaret på, om der komme en revle mere.

På sådan en skøn forårsdag er det en meget mismodig ting at gøre. At stå her. Et meget mismodig blogindlæg at skrive.

Men måske er det i dag, med høj blå himmel og foråret spirende udenfor at vi netop kan klare det?

Se på Guds gaver. Se til din side, til dem du har fået at leve med. Se alt det ’daglige brød’ du har fået og får hver eneste dag. Vi har alt. Alt er os givet som Guds vidunderlige skaberværk, nåde, mirakel.

Og mon så ikke godt at vi kan strenge os lidt mere an, næste gang der kommer en hjemløs til os? Næste gang der er en indsamling til fordel for verdens kriseramte zoner? Næste gang det ubehagelige, den ubehagelige kommer og banker på vores dør? 

Mon ikke vi har noget dagligt brød i overskud næste gang, som vi kunne give ud af?

Kategorier Præstens blog