Udgivet af Hamborg Dankirke.de, man d. 29. apr 2019, kl. 08:26

Medierne har i sidste uge i Danmark været fyldt med eksempler på elitesportudøvere der har eller har haft spiseforstyrelser pga. vejninger og udskamninger foran resten af holdet og andre sportsudøvere. Der kan også være andre grunde til spiseforstyrelser - et forvrænget skønhedsideal, psykisk ustabilitet, arv og miljø - men fælles er at der skal en udløsende faktorer til for at den træder frem, og det kan fx være at man kommer i en situation, hvor der er et stort følelsesmæssigt pres, det kan være præstationskrav eller usikkerhed eller det kan være store livsomvæltninger. Når det sker, så er det rart at have et sted hvor man har kontrol. Og her er maden tit et rigtig godt sted, for her kan man kontrollere, hvad man indtager og ikke indtager, hvor meget man vejer eller ikke vejer osv.

Nogle mener endog, at spiseforstyrelser lettere kan udløses, hvis man har lavt selvværd eller selvtillid, og derfor besynger de menneskets selvtillid og selvværd som to grundlæggende vigtige egenskaber, for et godt, sundt og stabilt liv.

Men - hvad med den dag, hvor vi mister tilliden til at vi kan, fordi vi faktisk ikke kan? Ja, så siges det, at da træder selvværdet ind - selvværd som skulle være langt vigtigere end selvtillid, da det er selvværdet at selvtilliden bygger på. 

Men - hvad så med den dag, hvor vi finder ud af at vi slet ikke er så værdige? At vi finder os selv gøre ting, som vi egentlig selv foragter? Stjæler, lyver, slår, er onde, mobber – alle de ting vi troede, at vi var for værdige til at gøre? Eller når vi finder os selv i situationer – fysisk eller mentalt – som vi ikke engang selv synes er værdige: ligger og kaster op, er hjemløs, drikker, bliver fuld plejekrævende, skal bruge ble igen? Så mister vi måske selvværdet. 

Jeg tror ikke, at selvværd og selvtillid er så fantastiske egenskaber, at de er så vigtige, som de ofte bliver besunget til at være. 

Jeg tror ikke, at en god selvtillid eller et godt selvværd kan forhindre os i at miste tilliden, blive uværdige, få fx spiseforstyrelser. 

Jeg tror, at nogen gange har vi selvtillid og selvværd og andre gange har vi det ikke. Sådan er det bare. Sådan er det at være menneske. Og, ja - c'est la vie, that’s life, so ist das Leben eben, und man muss eben leben wie das leben eben ist. Livet kommer i faser. Sådan er det. Sådan har det altid været. Og sådan vil det sandsynligvis altid være. Det er både det gode og det hårde ved livet: en hver god fase får en slutning, men til gengæld får hver en træls periode også en slutning. 

Vi kan have tillid til os selv – og den kan forsvinde så let som ingenting. Og det samme kan synet på os selv som værdige mennesker. 

Vi bliver derfor nødt til at have noget uden for os selv, som vi kan have tillid til, som er evigt værdige. En kraft, der er så stærk og evig, at vi altid kan rejse os ved den igen. En kraft, som er evig. En kraft, som ikke er menneskeskabt og derfor ikke kan ødelægges af mennesker. 

Vi behøver ikke altid at have lige meget brug for den kraft, men den skal være der og dét skal vi hele tiden vide. Kraften er der. Lad os kalde kraften Gud. Eller far. Eller vor Herre. Eller han. Eller hun. Det er lige meget. Den er der altid uanset navn.

Vi behøver ikke hele tiden tro på den. Tvivlen er en del af troen. Den styrker faktisk troen. Det hører sammen – troen og tvivlen – ellers bliver det hele for sukkersødt, for søndagsskoleagtigt. Tro og tvivl til sammen gør, at vores tillid til denne kraft bliver lige så dynamisk og vekslende, lige så fase-opdelt som vores liv er. Ny vin på nye sække. Tingene skal passe sammen, ellers river de hinanden i stykker, den ene ødelægger den anden eller omvendt.

Tvivlen er beviset på at kraften eksisterer. 

Hvis vi tvivler på os selv, så bliver vi usikre, bange og kan ikke præstere. Hvis vi tvivler på vores værd, så begynder vi at gribe til andre metoder, for at få styr på vores liv: fx skære i os selv, sulte os selv, lægge alt for meget vægt på vores præstationer og udseende og hvordan vores liv ser ud i andre øjne. 

Men hvis vi tvivler på Gud, så forsvinder han ikke, bliver ikke usikker, bange eller lignende. Han er der hele tiden - når vi tvivler eller ikke tvivler. Hvis vi synes, at Gud for os har mistet sit værd, er uden betydning for os, så bliver han ikke ked af det, frustreret, forsøger at gribe til andre midler for at give sig selv værd for os igen, betydning for os igen. Han er der både når vi synes at han har betydning for os og når vi ikke synes at han har betydning for os. Han bliver ikke pige-fornærmet og siger: 'Når du ikke ville have mig før, så vil jeg heller ikke have dig nu, ha! Nej. Han er der altid – lige stærk, lige værdig. 

Vi lover tit hinanden, at vi altid vil være der for hinanden - uanset hvad. Og selvom vi selvfølgelig - forhåbentlig - mener det, når vi siger det, så ved vi jo godt inderst inde, at det kan vi ikke være. Kærligheden, tiden, geografien, livet kan tage os fra hinanden og i yderste instans vil døden gøre det. Tage os fra hinanden her i vores jordiske liv. Men Guds kærlighed forsvinder ikke. Gud er altid og alle steder hos os – selv døden kunne ikke holde på ham og rive ham væk fra os. 

Jeg tror ikke, at svaret er at have selvtillid eller selvværd - det er godt, jo bestemt, men det er ikke svaret. 

Jeg tror at svaret er Gud. Ikke om vi tror på ham eller ikke tror på ham, men at han tror på os. 

Og meget mere skal der egentlig ikke til. Gud tror på os – og derud fra kan vi leve og dø, elske og hade, grine og græde, have tillid og mangle tillid, have selvværd og mangle selvværd, være menneske i alle de mange faser i vores liv. Vi skal ikke præstere – alt er os givet. 

Lev livet så godt som du formår med ordene fra prædikernes bog i Det Gamle Testamente: ’Så spis da dit brød med glæde og drik med velbehag din vin, for Gud har allerede sagt god for, hvad du gør’.

***

Kategorier Præstens blog