Udgivet af Hamborg Dankirke.de, man d. 20. maj 2019, kl. 16:02

I sidste uge var min familie og jeg i Skagen. En kold morgen stod vi op kl. 3 om natten, cyklede ud til Grenen i modvind, gik de sidste kilometer ud på spidsen af Danmark i det hvirvlende fine sand – for til sidst at blive belønnet med en vidunderlig smuk solopgang, som farvede himmel og hav i de skønneste gyldne, røde og blå farver. I horisonten lå en lang række skibe – fiskekuttere, olietankere, containerskibe, passagerskibe. De lå der midt ude i solopgangen og vi talte om, at det måtte være forunderligt smukt at være på eet af de skibe og se solopgangen så tæt på. Men så, ved nærmere eftertanke, talte vi om at solopgangen for dem var lige så tæt på, som den var for os. 

Vi er altid allesammen lige tæt på solopgangen. Lige tæt på solen. Måske ser den anderledes ud fordi vi ser den fra et andet sted, men vi er hverken tættere på eller længere væk fra solen. 

Det fik mig til at overveje: Hvis vi altid er lige tæt på solen, hvad nytter det så at flytte os? Over mit skrivebord hænger et gammelt billede med smukt slyngede gotiske bogstaver. Det er vers fra et digt af Christian Gellert: ’Genieße, was dir Gott beschieden, entbehre gern, was du nicht hast. Ein jeder Stand hat seinen Frieden, ein jeder Stand hat seine Last‘. Billedet har hængt over min fars skrivebord, over min farfars skrivebord og over min oldefars skrivebord. Generation over generation har moralen været: uanset hvor i livet og verden du er, så er der noget hårdt og noget godt, fordele og ulemper. 

I flere afrikanske lande er der fortiden revolter, som vælter mangeårige diktatorer fra magten. Verden holder i spænding vejret for at se, hvad det fører til. Vil revolterne ende som det arabiske forår, der endte med at alt blev det samme som før? Eller vi de ende med, at nye demokratiske regeringer vil opstå? Og hvad er egentligt bedst? Er der noget, der er bedst? 

I Europa har vi skabt EU – og det er et formidabelt fredsbevarende samarbejde. Men det har så sandelig også sine skavanker og uheldige slagsider. Og det samme har vores hjemlige demokrati – tag fx ytringsfriheden og forsamlingsfriheden, som er så vigtig for os, men i sandhed så absolut også har en grim og umenneskelig bagside: hvad folk ikke kan finde på at sige om andre mennesker og gøre mod andre mennesker i ytringsfriheden og forsamlingsfrihed navn – endog med demokratisk ret til politibeskyttelse. 

Er det bedre, bare at blive, hvor vi er, hvem vi er, som vi er - fordi uanset hvad vi ændrer ting til, så vil der altid være plusser og minusser, fordele og ulemper? Skal vi lade hvert land, hvert menneske passe sig selv og gøre hvad de synes er bedste for dem, så længe at de ikke skader andre? Og hvis de skader andre – er det så bare i vores optik, ud fra vores verdenssyn, at vi synes de skader andre? Kan vi overhovedet dømme og vurdere, fordi alt er subjektivt og relativt? Er der noget der er bedre end andet? Eller må vi blot erkende at vi altid alle sammen er lige tæt på solen, og at solopgangen altid er den samme blot anderledes. 

Men så igen… vi kan da ikke bare se stiltiende til mens mennesker udøver vold mod andre mennesker. Vi må da gribe ind. Men hvordan? For hvem ejer sandheden? 

Vi siger tit, at man skal ’holde bolden på egen banehalvdel’, altså at man kun kan udtale sig om, hvad man selv mener, tænker og tror, og at man skal begynde med sig selv først. Ændre sig selv først. Men helt ærligt, så er jeg ved at være lidt træt af den indstilling, fordi uagtet dens gode hensigter, så bliver den ofte brugt som påskud for selvcentrerethed og ophøjelse af egne evner og fortræffeligheder. Jeg tror i stedet, at vi skal ’smide bolden over på den anden banehalvdel’, altså høre hvad den anden udtaler, mener, tænker og tror, at man skal begynde hos den anden. Forsøge at gøre det bedre hos den anden først. 

Hvad er forskellen? Forskellen er synet på sandheden. Nok er alt i vores jordiske menneskelige verden relativt og subjektivt, men bag det må der ligge en fælles sandhed. Et guddommeligt lys, der skinner lige meget, hvor end vi står og betragter det fra. Som de gamle humanister sagde det: Noget er ikke sandt fordi det står i Bibelen, men det står i Bibelen, fordi det er sandt. 

Sandheden og Gud er større end kirker og konfessioner. Større end os og hvor end vi har valgt at placere os eller er blevet placeret. Sandheden er global og human. Vi er alle lige tæt på solopgangen. 

Hvad skal vi så gøre? Grundtvig skriver i sin kendte morgensalme ’Morgenstund har guld i mund’ om lyset, som er kommet til verden, et lys, vi skal ’have i os’. Salmen slutter med en bøn til Gud: ’Gud give os at skinne så, som himmellys, skønt af de små.’ 

At ’have livets lys’ er det samme som at være et lille himmellys, et lyst hoved og et varmt hjerte. Vi er de små himmellys, der skal lyse op til glæde andre. Ikke ændre. Ikke pådutte. Ikke flygte. Ikke resignere. Men lys

Kategorier Præstens blog