Boganbefalinger

Boganbefalinger


# Mathilde Bebe Clausen
Udgivet af Hamborg Dankirke.de, mandag d. 16. marts 2020, kl. 12:01

Boganbefalinger
af Mathilde Bebe Clausen, ungdomsassistent i Sømandskirken

I sidste uge klagede jeg til Vicky over, hvad jeg dog i alverden skulle få tiden til at gå med nu, hvor de fleste af os er i mere eller mindre selvvalgt karantæne. Hun svarede at jeg selvfølgelig skulle bruge tiden på nogle af alle de bøger, jeg altid klager over, at jeg aldrig får læst. Og der har hun jo ret. Normalt suser hverdagen afsted, og det er svært at finde tiden og nærværet til at sætte sig ned og læse en bog.

I sin prædiken i går nævnte Vicky Albert Camus’ lille roman ”Pesten”, og dette ser jeg, udover at det selvfølgelig understøtter moralen i søndagens prædiken, også som en læsevejledning eller en anbefaling i disse krisetider. For udover at romanen giver os muligheden for at zoome ud og se vores verdenssituation igennem fiktionen, er det også bare en rigtig god roman, som er værd at bruge sin tid på.

Det fik mig til at tænke på, hvordan vi kan hjælpe hinanden. Selvom jeg klager over, at jeg ikke får læst nok, så har jeg trods alt læst ret mange bøger. Derfor vil jeg anbefale tre af mine yndlingsbøger – tre meget forskellige bøger, hvor én af dem sikkert vil ramme din smag. På den måde vil jeg forhåbentligt hjælpe nogle af jer ud af kedsomhedens tåger.  

Robinson Crusoe – De fleste af os kender historien eller myten omkring Robinson Crusoe, der strander på en øde ø, og lever dér alene i mange, mange år. Jeg tænker dog at det er de færreste, der har læst det oprindelige værk af Daniel Defoe fra 1719, og selvom det lyder drønkedeligt at læse en bog der er 300 år gammel, er den faktisk ret underholdende, og ikke mindst fascinerende. Desuden er der meget vi kan lære af Robinson Crusoe i denne isolationens tid, da han igennem værket reflekterer over ensomhed, både gennem tanker, tro og arbejdsomhed.

Butcher’s Crossing – For ti år siden fik John Williams’ lille forfatterskab på fire fine romaner, alle skrevet i 1960’erne, en renæssance, da The New York Times bragte en anmeldelse af hans roman ”Stoner”. Dette er en generel anbefaling til hans forfatterskab, da han har formået at skrive fire meget forskellige romaner, der stadig er defineret af en vis genkendelighed, så man ikke er i tvivl om, at det er samme forfatter. Dog er ”Butcher’s Crossing” den mest spændingsfyldte, da det er en vaskeægte westernroman, der omhandler fire pelsjægeres jagt på den sidste store bisonflok i det vestlige Amerika. Det er en roman der holder dig fanget, og jeg er sikker på karantænen vil gå meget hurtigere med den som selskab.

Mesteren og Margarita – Mikhail Bulgakovs skøre værk kræver netop tid og nærvær, og passer derfor perfekt til corona-karantæne. Bulgakov levede i Sovjetunionen under Stalin, og måtte derfor skrive romanen i al hemmelighed, da den aldrig ville komme igennem Stalins hårde censur. Derfor blev den også først udgivet efter Bulgakovs død, hvilket har medvirket til at det er blevet en roman indhyllet i mystik og tusindvis af fortolkninger. Det er også ret svært at forklare, hvad romanen handler om, men uden at sige for meget kommer djævelen til Moskva og laver ballade, en forfatter skriver om Pontius Pilatus kvaler ved at dømme Jesus til korset, og sidst, men ikke mindst, er læseren vidne til århundredets største kærlighedshistorie. Læs den!

Et problem ved at give boganbefalinger lige nu er, at alle biblioteker er lukkede, og at vi ikke må besøge hinanden for at låne bøger. Heldigvis er vores internetforbindelser endnu ikke lukket, så find bøgerne på internettet, eller hør dem måske endda på lydbog.

Til sidst vil jeg opfordre jer til at skrive jeres læseanbefalinger i en kommentar til dette opslag. Lige nu gælder det om at glæde hinanden, og gøre alt lidt nemmere, og hvis man kan gøre det, ved at give nogen en dejlig læseoplevelse, som kan skabe tanker og billeder, vil jeg mene at vi har udnyttet vores isolation ret godt.

Kommentarer