Vi skal stadig huske at grine

Vi skal stadig huske at grine


# Maria Marstal
Udgivet af Hamborg Dankirke.de, onsdag d. 18. marts 2020, kl. 08:26

Vi skal stadig huske at grine!
- af Maria Marstal, sanger i Sømandskirken

Jeg vil vove at påstå, at corona-krisen er den første krise, der rammer min generation på egen krop. Ikke fordi vi ikke har oplevet udfordrende tider, selvfølgelig har vi det. Og verden har været i krise før. Men ikke på denne måde, hvor hverdagen for alvor er blevet påvirket og begrænset. Og se os nu. Der hamstres fra højre og venstre, kedsomheden har for alvor sat ind, man tripper rastløst rundt, undgår hinanden for at respektere risikoen ved at komme for tæt på, osv. osv. Det er ikke den verden vi kender. Og slet ikke det Danmark vi kender.

Selvom vi er nogle danskere her i Hamborg under Benediktekirkens tag, har vi alle fuldt med i udviklingen derhjemme. Vi er i Tyskland, men er lige så påvirket og lige så ramt. Danmark har været førende på området. Det var os der tog valget om at lukke ned og spærre grænserne og nu følger resten af verden med. Her er forandringerne også trådt i kraft. Hamborg lukker ned og vi opfordres alle til at blive hjemme. Det samme sker. Det minder mig om, at vi alle er i samme båd. Selv på kryds og tværs af grænserne, er vi alle i samme båd. Og på en mærkelig måde, er det dét der gør, at jeg ikke føler mig isoleret fra Danmark.

De første dage efter regeringens udmelding husker jeg tydeligt. Jeg var i Berlin, men skyndte mig hjem til Hamborg, hvor jeg havde fast bopæl og følte mig tryg. Men jeg var præget af panik og angst. Det var, uden tvivl, de mest gennemgående følelser. Først da jeg mødtes med nogle af kirkens andre beboere, begyndte de negative følelser at forlade kroppen. Vi var nemlig i stand til at dele bekymringer og tanker med hinanden, endda grine højlydt og lave sjov med absurdighederne. Ikke at corona er til at lave sjov med, den har vi alle respekt for. Men fordi vi trængte til et forløsende grin i denne tid, hvor så mange urolige følelser fylder.

Efter dette møde blev jeg bekræftet i, at det var rigtigt for mig at blive i Hamborg og ikke tage til Danmark, som jeg også havde overvejet. Jeg har fundet fred i min beslutning og kan se det positive. Det kunne jeg ikke for få dage siden. Selvom vi er isolerede og verden er en anden, må vi ikke glemme optimismen. Vi må ikke glemme dem vi er. Selvfølgelig skal vi ikke lukke øjnene for alvoren, men vi må ikke lukke øjnene for os selv. Vi skal huske at grine og bruge hinanden til at tale og dele tanker med. For selvom skoler, universiteter, gader og stræder står øde hen, så er vi her stadig. Det må vi ikke tillade corona at ændre!

***