Kærlighed i Coronaens Tid

Kærlighed i Coronaens Tid


# Tine Krogh Hestbaek
Udgivet af Hamborg Dankirke.de, fredag d. 20. marts 2020, kl. 05:36

Kærlighed i Coronaens Tid
- af Tine Krogh Hestbaek, medlem af Basarstyregruppen og af Sømandskirken

Der er ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Vi skal holde afstand, men kan på samme tid bliver tættere med andre. Det engelske udtryk ’social distancing’ bliver brugt i mange lande. Måske man dog skulle overveje at omskrive det til ’physical distancing’? Det er netop nu meget vigtigt, at vi IKKE socialt distancerer os fra hinanden. Det kan være familie, naboer og venner som har brug for at vide, at vi alle er i samme båd. Det kan være alene-boende familiemedlemmer eller andre, som måske bor langt fra en selv, hvor det kan være fint at være ekstra opmærksom på lige telefonisk (eller hvordan man nu kommunikerer!) at få tjekket ind.

Der var et fint opslag fra Vicky og kirken tirsdag, hvor der bliver tilbudt hjælp – både praktisk og mentalt.

Her i vores bygning i Winterhude har vi også nabohjælp. Pludselig kommunikerer vi naboer på en helt anden måde. Den er god nok, den der med katastrofestemning og sammenhold. En ældre og meget dårligt gående nabo får nu stillet madvarer foran døren (og en buket tulipaner). Og besked om at lægge en seddel med indkøbsliste. Det er helt lavpraktisk – en stor hjælp for naboen, og en rigtig dejlig følelse af helt konkret at kunne hjælpe et medmenneske.

Jeg kan selv mærke et stigende behov lige nu for at have tæt (ikke fysisk) kontakt med alle vores kære, hvoraf de fleste sidder langt væk. Jeg sender, og modtager også, en del søde beskeder og hilsner fra familie og venner i Danmark og USA, hvor vi lige gør hinanden opmærksom på, at vi sender gensidige tanker til hinanden. Det giver lige et lille pift i de ellers ret tunge tider. Både at sende og modtage. Så ja, jeg føler kærligheden derude.

***