If you can dream it you can do it

If you can dream it you can do it


# Amanda Fugl
Udgivet af Hamborg Dankirke.de, mandag d. 23. marts 2020, kl. 05:21

If you can dream it you can do it 

- Amanda Fugl, ungdomsassistent i Sømandskirken 2017-2019

I disse dage går alt hurtigere, end man kan nå at fatte. Det er svimlende at se, hvordan smitten løber fra menneske til menneske og hvordan årsager og virkninger bølger frem og tilbage på tværs af kontinenter. Det er sært at konstatere, at man pludselig selv bliver ramt, nærmest naturligt og bare som den næste dominobrik i rækken. I sidste uge mistede jeg, som så mange andre, mit job pga. Corona-krisen. Alle forretninger i Hamborg blev tvunget lukket med mindre end en dags varsel, jeg var en måned fra at have afsluttet min halvårlige prøveansættelse og måtte opsiges. Det er ikke min skyld, jeg har arbejdet hårdt og fået ros og anerkendelse for min indsats. Det er ikke min chefs skyld eller min arbejdsplads skyld, og det er ikke politikernes skyld. Alle er af omstændighederne, blevet tvunget til at handle efter hvad der er nødvendigt og ikke hvad der føles rart eller rigtigt. Jeg er ikke såret eller vred på nogen, for ingen har ønsket mig noget ondt. Jeg kan ikke bebrejde mig selv, for jeg ved, at jeg har gjort mit bedste. Krisen er ikke personlig. Vi, måske særligt min generation, er så ofte blevet fortalt, at vi kan hvad vi vil, at vi vil få succes, hvis bare vi kæmper hårdt nok. Forleden fandt jeg mit ni år gamle eksamensbevis fra gymnasiet og blev mindet om, hvor virkelig den fortælling var for mig dengang, og hvor ufatteligt mange timers arbejde og bekymringer der lå bag tallene på det ark. Siden har jeg forstået, at der er meget i livet, vi ikke selv er herre over. Lige nu klinger “du kan hvad du vil”, “kun fantasien sætter grænser” eller “if you can dream it you can do it” mere hult end nogensinde. Den amerikanske drøm, som også trives godt i resten af vesten, passer ikke så godt sammen med Corona-krisen. Og der har altid været grænser, lige nu er de bare tegnet utroligt tydeligt op, måske også for de som ikke ser dem til daglig. Det er selvfølgelig stadig muligt at drømme, personligt drømmer jeg om at begynde at studere igen, og det skal jeg nok komme til, men det er uvist hvornår og hvordan samfundet og uddannelsessystemet har det til den tid. Mit økonomiske fundament er forsvundet, jeg er heldig at jeg er rask, at jeg har et godt netværk, at jeg har håb. Det jeg selv kan gøre nu, er at tage nogle praktiske forholdsregler og række ud. Derudover må jeg sætte min lid til andre og kræfter uden for mig selv. Jeg må sætte min lid til mine nære og kære, som jeg heldigvis ved har plads til mig, hvis det hele brænder på, jeg må sætte min lid til at mine medborgere og samfundet handler kollektivt, ansvarligt og næstekærligt. Jeg må have tillid til og tro på at nogen alligevel holder hånden over os.

***