Besøg hos Bedsteforældre

Besøg hos Bedsteforældre


# Mathilde Bebe Clausen
Udgivet af Hamborg Dankirke.de, onsdag d. 25. marts 2020, kl. 05:42

Besøg hos Bedsteforældre

I gymnasiet skrev jeg i 2.g en tværfaglig opgave i biologi og historie om den spanske syge, der gjorde sit indtog i Verden i 1918. Biologi-delen interesserede mig ikke meget, men det historiske aspekt blev jeg i den grad opslugt af. At læse dagbøger og øjenvidneberetninger fra de overfyldte sygehuse fangede mig virkelig, og jeg kan huske hvordan jeg blev fascineret af sygdommens evne til at sætte samfund i stå, samtidig med at jeg blev forfærdet over de store tab hele verden led.

 

Imens jeg skrev opgaven brugte jeg meget tid hos mine mormor og morfar, som fortalte om sygdommens indtog i Danmark, ikke fordi de er gamle nok til at have levet under sygdommen, men fordi der i blandt de 14.000 danskere der døde under den spanske syge, var to af mine slægtninge, nemlig min oldemors bror og søster. Min mormor berettede om min oldemors oplevelser i de måneder sygdommen rasede, og især om den forfærdelige nat hvor både min oldemors søster og bror gik bort. Dét at min mormor kunne fortælle mig en historie om den spanske syge, der har en direkte forbindelse til mig gjorde at det hele blev mere virkelighedsnært for mig; sygdommen var ikke bare noget jeg læste om i mine historiebøger, det havde faktisk en betydning for min families historie.

 

Nu under vor tids spanske syge kan det også være svært at sætte lighedstegn mellem hverdag og samfundskrise. Jeg er hos mine forældre på Fyn, og her lever vi nogenlunde, som vi altid gør. Hver morgen kører vi på arbejde i mine forældres virksomhed, hvor det på nuværende tidspunkt kun er dem, der laver arbejde direkte fra kontoret. Derfor kan de lave deres arbejde, og jeg laver mit arbejde i Hamborg fra computeren. Om eftermiddagen kører vi hjem, handler måske på vejen, og bruger ellers eftermiddagen på det vi plejer. Vi løber en tur i skoven, læser en bog, spiller spil. Alt i alt formår vi at opretholde en slags dagligdagsrutine, og derfor må jeg også indrømme at jeg har haft svært ved rigtig at mærke corona-viraets indtog i mit liv.

 

Men i går da jeg kom hjem, gik jeg forbi min mormor og morfar, for at aflevere de varer jeg tidligere på dagen havde købt til dem. Ligesom mange andre har vi i min familie sat vores bedsteforældre i karantæne, da de jo som alle ved, er i den største risikogruppe. Det var første gang jeg var at aflevere varer hos dem, og da jeg satte poser ved deres dør, ringede på, stillede mig nogle meter fra døren og observerede min mormor komme trissende hen til døren for at hente posen, fik jeg en lille klump i halsen, som ikke blev mindre da hun åbnede døren, vinkede til mig og sagde ”Hej Mathilde”. Jeg har aldrig sagt hej til min mormor uden at kunne give hende et knus, og selvom det virker som en lille ting, var det her jeg mærkede samfundets nuværende krisetilstand allerstærkest. Frygten for at jeg kunne smitte min mormor, eller morfar, og risikere at de om 100 år vil blive skrevet ind i vores historiebøger, som et nummer i det tal der vil beskrive antal døde af covid-19 i Danmark, manifesterede sig i det lille knus, jeg ikke kunne give min mormor.

 

Nogle gange er det svært at sætte sig ind i, at store kriser faktisk kan ramme ens familie, og jeg er sikker på at der er flere der, ligesom jeg, måske ikke helt har mærket situationens alvor. Det er også vigtigt, at vi ikke lader os suge ned i et sort hul, og at vi stadigvæk husker at grine, som Maria skrev den anden dag. Men når det er i kærligheden – lysten til at give sin mormor et kram eller gøre en anden kærlig handling – at vi mærker alvoren, synes jeg at det gør situationen udholdelig. Det er dejlig at mærke, at vi har folk vi holder af, og derfor glæder jeg mig også ekstra meget til at kramme mine bedsteforældre, når alt dette er overstået.

 

Billede af mine bedsteforældre med nogle af de varer jeg købte til dem