Hvor har vi hjemme, når verden ikke længere er vores legeplads?

Hvor har vi hjemme, når verden ikke længere er vores legeplads?


# Maria-Louize Bjarkam Helbo
Udgivet af Hamborg Dankirke.de, lørdag d. 18. april 2020, kl. 07:24

Hvor har vi hjemme, når verden ikke længere er vores legeplads?

- af Maria-Louize Bjarkam Helbo, projektmedarbejder i DSUK og gift med sømandspræsten i Singapore  

 

Som en blanding mellem globetrotter og nomade har mit liv i det store hele gennem de sidste 10 år været spredt ud i rotation mellem Danmark, Hong Kong, Frankrig og Dubai med både Folkekirken og Danske Sømands- og Udlandskirker som omdrejningspunkt. Her har jeg selv været præst og sømandspræst - eller medfølgende hustru for min mand, der også er sømandspræst. Vores datter på 2,5 år har fløjet 65 gange og er helt hjemmevant med flyenes indretning og hvad man kan bestille, når stewardesserne ruller forbi. Hun har været med til indsættelse i kirken i Bangkok, til præstekonvent i Paris, på familiebesøg i Perth og nydt livet i vores skønne sommerhus på Fyn. Med andre ord har verden gennem de sidste mange år været vores legeplads.

 

Hvad gør man så nu, hvor verden pludselig er forandret og hvor fremtiden - både inden for den overskuelige og i den uoverskuelige dimension - kan betyde helt nye og vedvarende valg for, hvor vi vil eller kan have hjemme? I Singapore hvor vi sidder nu, og hvorfra vores verden går, kan du ikke komme ind igen, hvis du rejser ud. Det er kun egne statsborgere, der allernådigst kan komme ind igen. På samme måde som danskere altid kan komme til Danmark. Men hernede dækker deres forsikring ikke, hvis de rejser ud, kommer hjem igen og så viser sig at blive syge. Så der skal træffes et valg. Hvor har du hjemme? Hvor vil du være?

Min mand blev i februar sendt fra kirken i Dubai til kirken i Singapore. Jeg ville ikke tage med, fordi der var corona-virus. Jeg havde fulgt med i den globale udvikling siden januar, da han som sømandspræst skulle være sejlet til Kina. Så jeg havde længe og intenst fulgt med i udviklingen og var bekymret. Men da udenrigsministern så pludselig kaldte danskerne hjem og statsministeren lukkede grænsen, vidste jeg også, at hvis jeg og min datter skulle se henholdsvis mand og far inden for nærmeste femtid, skulle vi træffe et valg nu. To dage efter sad vi (igen) i en flyver på vej til Singapore. Fordi vi naturligvis har hjemme som familie, der hvor dem, vi hører sammen med er. Så selvfølgelig skulle vi være sammen nu, hvor verden pludselig var i udsigt til at forandre sig fuldstændig. Sømandskirken her lukkede for aktiviteter samme dag vi ankom, så vi nåede aldrig at se kirken med liv, gudstjenester og det nærvær og sammenhold, vi er vant til fra sømands- og udlandskirker. Ej heller fik vi mødt den menighed, der alle andre steder har været fundamentet for arbejdslivets glæde.

 

De første dage, vi kom her, føltes det helt “forbudt”, at vi stadig kunne gå ud og spise og tage til stranden. Jeg kiggede underligt på folk over, at livet tilsyneladende helt ubekymret gik videre, når nu virkeligheden var en helt anden mange andre steder. Men sådan er det jo med livet. Det går faktisk altid videre på trods. På trods af død, ulykke, sorg, smerte, sygdom, uvished og så videre. Livet går videre. Det er en konstatering, der er uendelig brutal, når vores eget liv splintres af uforudsigelige hændelser, hvor verden for et øjeblik for os går under og forandres for evigt. Samtidig er det, det bedste holdepunkt i samme uforudsigelighed, at vi - selvom mørket er i fare for at opsluge os - ved, at livet går videre. At der ER liv. Og selvom corona handler rigtig meget om død, frygt og uvished, så er her også stadig liv. Der er liv i vores singaporeanske lejlighed, når den lille tumling farer omkring som altid, upåvirket af, at verden er i kaos. Men dog velvidende om at poolen og legepladsen ikke kan benyttes. Der er liv, når vi gennem internettet kan ringe op til ethvert savnet familiemedlem eller gode venner, uanset hvor i verden de er. Der er liv, når vi som kirke kan genopfinde vores arbejdsbetingelser og skabe nærvær på online platforme. Der er liv, når vi kan slukke for nyhederne, åbne en bog og drikke et glas vin, mens solen går ned og tumlingen sover. Der ER liv. Lige nu er det et meget anderledes liv, men det er det vi har og det er det, vi må holde fast i.

***