Gudstjeneste 2. Søndag efter Påske

Gudstjeneste 2. Søndag efter Påske


# Præstens blog
Udgivet af Hamborg Dankirke.de, søndag d. 26. april 2020, kl. 07:42

2. Søndag efter Påske

- ved sanger Maria Marstal, medlem af Julekoncertudvalget Irene Parey, beboer i Sømandskirken Margrethe Popp Fredslund og sømandspræst Vicky Popp Fredslund

 

Hør hele gudstjenesten ved at trykker her: Gudstjeneste26042020.mp3

 

Velkommen

Salme # 224: Stat op, min sjæl, i morgengry

 

Hilsen Præst: Herren være med jer

Menighed: Og Herren være med dig

 

Bøn Præst: Lad os alle bede: Jesus Kristus, du forunderlige Herre. Du kommer til os, når vi mindst venter det; midt i vores hverdag møder du os og kalder os tilbage til den vej, du har sat os på. Selv når vi har svigtet, er du der og holder fast. Aldrig kan vi takke dig nok for din trofasthed. Vi beder dig: giv os af din kærlighed, så vi elsker dig og din Far i Himlen og tjener dig, hvor du vil bruge os, også når du sender os ud i opgaver, vi ikke selv ville vælge. Lad os hente styrke i, at du går foran os og ikke standser, før du har samlet os og ført os til den glæde, der varer fra evighed og til evighed.

Menighed: Amen

 

Læsning

Præst: Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes

Menigheden: Gud være lovet for sit glædelige budskab

Præst: Så kom festen for genindvielsen af templet i Jerusalem; det var vinter, og Jesus gik rundt på tempelpladsen, i Salomos Søjlegang.  Da slog jøderne ring omkring ham og spurgte: »Hvor længe vil du holde os hen? Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.«  Jesus svarede dem: »Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke. De gerninger, jeg gør i min faders navn, de vidner om mig.  Men I tror ikke, fordi I ikke hører til mine får.  Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd.  Det, min fader har givet mig, er større end alt andet, og ingen kan rive det ud af min faders hånd.  Jeg og Faderen er ét.«

Amen 

 

Trosbekendelse

Præst og menighed: Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber. Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Amen. Amen. Amen.

 

Salme # 292: Kærligheds og sandheds Ånd

 

Prædiken Nogen dage går det godt. Andre dage går det ikke så godt. Og så er der de dage vi bare helst vil glemme. Til tider tror vi på at der kommer noget rigtig godt ud af situationen. Til andre tider tænker vi at verden aldrig bliver den samme, og så er der de tider hvor vi ikke engang kan se at der kommer en ’tiden herefter’.

 

Bedst som man tænker, at nu kan jeg klare det hele, så får man et dyk og er på grådens rand - for så dagen efter at vågne op til fuglefløjt og blå himmel. Når nogen spørger: ’Hvordan har du det’, så afhænger svaret helt og holdent af hvilken dag man spørger.

 

Vi har alle sammen disse modstridende følelser – ja, jeg vil vove den påstand at hvis nogen kommer igennem denne tid i det samme stemningsleje – lyst såvel som mørkt – uden udsving, så er der et eller andet, der skal justeres i deres maskinrum.

 

Mange siger, at menneskeheden før har været ude i lignende situationer og klaret dem. Andre siger, at der er folk, der har det meget værre. Og igen andre siger, at det kun har varet et par måneder, så nu skal vi altså lade være med at pive.

 

Men nu er det jo sådan at alt er relativt: Man kan ikke sammenligne 2020 med hverken vikingetid, middelalder eller nyere tid. Man kan ikke sammenligne Corona med hverken pest, den spanske syge eller verdenskrige. Man kan ikke sammenligne vor tids restriktioner med de restriktioner, der kom i forbindelse med tidligere tiders pandemier, krige eller forureninger.

 

For vores udgangspunkt er et helt andet. Fx er det i 2020 meget hårdt ikke at måtte mødes mere end 2, når vi er vandt til at gå til koncerter med 1000’er af mennesker, i svømmehaller med 100’er af mennesker, tage pakkede tog, flyve verden rundt i små lukkede rum siddende så tæt som tremmekalve. Mens det fx ikke er så hårdt, ikke at kunne se sine familie og venner, som bor langt væk, nu hvor grænserne er lukkede, da vi nu har skype, facetime osv.

 

Og de, der sidder alene, har det svært fordi de ikke må besøge venner og familie. De, der sidder to-sommer skal strenge sig an for ikke at gå hinanden på nerverne. De, der har børn i hjemme-skole og hjemme-institutioner, skal stramme sig an for at nå sit eget arbejde. De, der er blevet arbejdsløse, har det svært, fordi de ikke ved hvordan de skal betale husleje og klare dagen og vejen. De, der har forretning og er arrangører for større arrangementer, har det svært fordi deres drømmeprojekt er ved at falde fra hinanden osv osv. Alle har vi vores. Ingen går ram forbi.

 

På nogen måder er det langt svære at udholde Coronatiden og på andre måder langt lettere. Så på ingen planer kommer vi nogen vegne med sammenligninger. Om end det kunne være skønt, altså at sammenligne. Kunne man bare sige: ’Dengang var det hårdere’, så kunne man tage sig lidt mere sammen. Kunne man sige det modsatte, så var piv og trøstespisning helt ok. Eller kunne man sige: ’Dengang gik udviklingen i den og den retning og så endte det sådan’, så kunne vi stille og rolig vente og se tiden an, for vi vidste hvordan det ville ende. 

 

Men vi kan ikke sammenligne og vi ved ikke noget og vi ved ikke hvad er bedst at gøre og vores skæbne er fuldstændig lagt i hænderne på vores fremtid.

 

Aldrig har ’Luthers ord’: ’Her står jeg og kan ikke andet, Gud hjælpe mig’ passet bedre.

 

Og dog.

 

Er det egentlig ikke sådan vores liv altid har set ud? Hvornår har vi nogensinde vidst, hvad fremtiden bragte os? Hvornår har vi nogensinde kunnet sammenligne med noget, der er sket før? Har vi nogensinde planlagt at gå fra a til b uden i stedet at ramme i c? Eller å? Har vi nogensinde med fuld overbevisning vidst hvilken livs-strategi var bedst? Hvor tit har vi ikke skiftet hest midt i vadestedet – og så bagefter fundet ud af at første hest ville have været bedre? Eller at begge heste var lige gode? Eller at det var nu godt at vi skiftede?

 

Altid har ’Luthers ord’: ’Her står jeg og kan ikke andet, Gud hjælpe mig’ passet på vores situation.

 

For at understrege vores uformåen og magtesløshed? Nej, tværtom. For at understrege at det er her midt i livet vi står, det er vores livsvilkår – og Gud vil hjælpe os!

 

Og mens vi står her, lige her, lige nu, så kan vi gøre alverden. Ikke ved fortiden, måske ved fremtiden, men helt sikkert ved nutiden. Corona er bare en ny indpakning - indholdet er det samme. Vores liv er det samme som altid: nemlig: at det er i konstant forandring og ingen kender dagen før solen går ned. Sådan har det altid været og sådan vil det altid være – dét kan vi sammenligne med.

 

I evangelieteksten i dag hører vi om Jøderne der kræver svar: ’Vi vil vide besked. Vi vil kende dig og sandheden. Sig os, hvem du er. Hvad der sker. Vi vil have syn for sagn. Vi ville ikke lulles hen i smukke ord og uvished. Fortæl os. Nu!’

 

Og Jesus svarer: ’Jeg har jo svaret jer! Jeg har fortalt, hvad der sker: I skal få evigt liv, I skal aldrig i evighed gå fortabt og ingen skal rive jer ud af Guds hånd. Er det ikke nok at leve jeres liv på?’

 

Når jeg tæller dage og uger her i Corona tiden og lader dage på dage forsvinde som sand mellem mine fingre, mens jeg venter på at det hele går over, så lyder disse ord i mine ører: Er det ikke nok at leve jeres liv på?

 

Vi ved to ting:

ét, at det vil ende godt

tó, at vi kun har livet, hinanden, vores børn, vores familie, vores venner, solen, den blå himmel, smilene, glæden, varmen, kærligheden en kort stund.

 

At vide det første burde være mere end nok til at nyde det andet. Uanset hvordan livet arter sig og i hvilken indpakning det kommer.

 

Og er det svært – og det er meget menneskeligt og ganske iorden at synes det nogle gange – så se på den tekst, der også hører til dagen i dag, nemlig Psalme 23: Herren er min hyrde. Og læg mærke til at i begyndelsen, hvor der tales om ikke at lide nød, og lægge i grønne enge og have mange kræfter, da omtales Gud som ’Han’, men når der tales om mørkets dal, da omtales Gud som ’Du’. I mørket skal vi blot spørge: ’Er Du der stadig?’ Og svaret er et stort og omfavnende: ’Ja. Altid’. 

 

Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød,

 han lader mig ligge i grønne enge,

han leder mig til det stille vand.

 Han giver mig kraft på ny,

han leder mig ad rette stier

for sit navns skyld.

 Selv om jeg går i mørkets dal,

frygter jeg intet ondt,

for du er hos mig,

din stok og din stav er min trøst.

 Du dækker bord for mig

for øjnene af mine fjender.

Du salver mit hoved med olie,

mit bæger er fyldt til overflod.

 Godhed og troskab følger mig,

så længe jeg lever,

og jeg skal bo i Herrens hus

alle mine dage.

Amen

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du, som var, er og bliver en sand treenig Gud. Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

 

Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Guds kærlighed, og Helligåndens fællesskab, være med os alle.

 

Fadervor

Præst og Menighed: Fadervor, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen.

 

Velsignelse

Præst: Herren velsigne dig og bevare dig

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig

Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred

Menighed: Amen Amen Amen

 

Salme

# 218: Krist stod op af døde

***