At sidde på en bænk indsvøbt i verdens frieste åndedræt

At sidde på en bænk indsvøbt i verdens frieste åndedræt


# Ulrikke Bak
Udgivet af Hamborg Dankirke.de, mandag d. 27. april 2020, kl. 04:34

At sidde på en bænk indsvøbt i verdens frieste åndedræt

- af Ulrikke Bak, beboer I Sømandskirken 2018-2019

 

Jeg var næsten lige flyttet ind i min lejlighed på Nørrebro, da marts kom væltende, og bandt mig til det nye sted på en måde, jeg ikke havde forudset. I begyndelsen føltes isolationen, at skulle blive hjemme, næsten frisættende, som om der nu var mere tid. Men dagene gik, og jeg nåede mindre og mindre. De projekter jeg havde, kom jeg ikke for alvor i gang med, det arbejde jeg skulle lave, kunne jeg ikke fuldføre. Min opmærksomhed var fanget underlige steder; hos genboerne der hang ud af karmene og vaskede vinduer med opvaskebørster, hos den dumpe lyd i loftet af overboens labrador der logrede imens den lå ned. Jeg brugte meget tid på internettet. Jeg læste en blogpost på ssense.com hvor skribenten Lynn Tillmann skrev: Mostly I am wondering what I should do with my time, now that I have so much, supposedly, but anxiety affects time, and so there is, in a sense, less time in a day. 

Nu er det ikke længere marts, men april, snart maj. Én af de ting jeg har fået gjort er, at pakke mine bøger ud af kasser. Iblandt dem fandt jeg Inger Christensens digtsamling Brev i april fra 1979. Med mit brev i april, sender jeg derfor et uddrag fra hendes Brev i april, hvor enhver i sin middagstime åbner den lukkede by, og hvor man kan sidde på en bænk indsvøbt i verdens frieste åndedræt!

 

Med kærligste hilsner til Hamburg fra København.

Det er da så let

som ingenting

i april

det er egentlig bare at gøre det

at gå der i skoven

som dengang

så let

som var det

ingen verdens ting

i april

at gå der

som dengang

med hinanden

i hånden

faktisk ingenting

at tale om i anemonevinden

som om vi aldrig

var blevet skilt

fra hinanden

så let

som ingenting

i april

fordi de visner

så hurtigt

og i den iltede

skovluft

er pinjen af ild

som teksten er vild.

 

Så legende let

som i en anden

slags hjerne

her

på den steghede

legeplads

her

hvor enhver

i sin middagstime

åbner

den lukkede by

her

hvor de hedeste kampe

de raserede håb

efterligner glæden

og dens snappende

vejrtrækning.

Hvem ved

om ikke glæden

ved med sig selv

at den hedder

noget andet

her

hvor det hele

ånder idyl.

Sådan

mens jeg sidder

her på bænken

indsvøbt i verdens

frieste åndedræt,

og lydene saligt

koger over

i en anden slags stilhed,

så varm,

og halvt i søvne

så støvet,

at floden tørrer ud,

går jeg tørskoet over,

og i ørkenen

gør jeg holdt

under frugtpyramiden

og snuser.

Den bevogtes

af en hund

med hjul

under de lammede

bagpoter.

Og dér

mellem de klumpede

forpoter

ligger det granatæble

og lyser

som jeg ellers

ligeså stille havde glemt.