Hund som Hundeejer

Hund som Hundeejer


# Anette Habel
Udgivet af Hamborg Dankirke.de, tirsdag d. 28. april 2020, kl. 05:10

Hund som Hundeejer

- Af Anette Habel, Danskunderviser i Sømandskirken

 

Vi snakker alle sammen om, hvad vi kan tage med os fra krisen, mit bud er at starte med os selv.

Jeg har altid hørt at hunde ligner deres ejere eller omvendt, og når jeg går tur med min lille, lavbenede med flagermusøre-hund, hvilket er dagens store event pt., tænker jeg altid på, hvilke fælles træk vi har og ligeså med andre ”hundeluftemennesker”.

I morges kom en ikke så høj, ”godt i stand” kvinde, med et lettere bredt ansigt imod mig med to bulldogs, den ene en engelsk, den anden en mindre af slagsen. Vi, Xanti (min hund) og jeg, blev mødt med et surt opstød af et langt bjæf fra den største. Kvinden forsøgte høfligt at irettesætte den, uden held. Xanti løb hurtigt foran mig, rundt om hjørnet og stod pænt og ventede bag hækken, kiggede op på mig, som om den afventede en belønning. Jeg klappede den og den løb glad videre.

Hvorfor klappede jeg den? er der nok nogen der nu stiller sig det spørgsmål ud i luften.

Fordi den gerne ville have min anerkendelse for, at den havde gjort noget rigtigt. Sådan fortolkede jeg det i al fald. Og det havde den jo, den skyndte sig væk fra faren og ventede ovenikøbet på mig.

Selvom jeg måske gerne ville have haft, at den havde reageret på en anden måde, netop havde stået op for sig selv, blevet på stedet, stille og roligt vist den engelske og co., at sådan kan man altså også være, som hund.

Og her er det at vi ligner hinanden.

Ikke at jeg lider af angst, jeg er meget rationel og spontan, hvad angår uforudsete begivenheder i mit liv. Men når jeg møder mennesker, som har en højere status end jeg, eller rettere sagt en status, som jeg intuitivt og umiddelbart fortolker som en højere status end min, så får jeg åndenød. Jeg bliver rød i hovedet, begynder at svede, ved ikke helt hvad jeg skal sige, snakker vedkommende efter munden og så hurtig jeg kan, forsvinder jeg.

Hvis der dér ville være en anden person, som kunne tage mig i hånden og sige at det er ok, hvordan jeg reagerede – for det var alligevel kun en oppustet personlighed, der stod foran mig – ville jeg blive så glad, at jeg ville logre med numsen.

Det prøver jeg så at gøre med mit eget voksne jeg, for det er vel det man må gøre som menneske, hvis ens selvværd ikke er så stort, som man kunne ønske sig det? For der er ingen chance for at den oppustede personlighed kommer på nye tanker, at han eller hun kunne trække maven lidt ind og gøre plads til andre, eller er der?

Så hvis jeg skal se positivt på mig selv og mennesket overhovedet og situationen vi står fælles i lige nu, så er dét måske én af de ting vi kan tage med os. At give plads.

***