Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Tilbage til hvilken hverdag?

Tilbage til hvilken hverdag?


# Sabine Møller
Udgivelsesdato Udgivet af Hamborg Dankirke.de, onsdag d. 29. april 2020, kl. 04:53
Tilbage til hvilken hverdag?

Tilbage til hvilken hverdag?

- af Sabine Møller, beboer i Sømandskirken 2016-2017

 

Danmark lukker ned. Sådan lød meldingen fra Mette Frederiksen en onsdag aften i marts, nærmere betegnet den 11. marts 2020. Danskerne sad klar hjemme foran fjernsynet; spændte på, hvad Mette Frederiksen ville fortælle. Vi havde set corona-virussen sprede sig i Kina for efterfølgende at finde vej til Europa, hvor den især på daværende tidspunkt allerede havde fået godt fat i Sydeuropa. Danmark var endnu ikke specielt påvirket af det, men det skulle vise sig at ændre sig. Den aften følte man, at man var en del af Danmarkshistorien. Skoler, børnehaver, offentlige institutioner, arbejdspladser – alt blev lukket ned. Man måtte ikke mere være over 100 personer samlet, så jeg kunne da også hurtigt regne ud, at såvel mine håndbold- som min musicalbilletter snart ville blive annulleret.

 

Jeg startede efter denne aften på 5 ugers HomeOffice, hvor ens øvrige planer desuden også blev annulleret skridt for skridt. Det var en fuldstændig surrealistisk situation, og ikke noget, jeg nogensinde havde forestillet mig, at jeg skulle opleve. Det er sådan noget, man kun ser på film. Og for en som mig, der helst har så mange planer i min kalender som muligt, var det virkelig en stor omvæltning. 5 ugers HomeOffice og mere eller mindre isolation fra omverdenen og alle ens medmennesker giver dog ro til eftertanke.

 

Man bliver tvunget til at trække stikket og bare acceptere situationen, som den er. Pludselig skal man ikke stresse over, at man skal nå alt muligt og være bestemte steder på bestemte tidspunkter. Man skulle ikke stresse over at have sprunget en træning over – for der var lige pludselig slet ingen. Alle de forventninger og overvejelser der dagligt kører rundt i hovedet på én fik et stort pusterum.

 

Man kan samtidig heller ikke lade være med at tænke på, om der er et budskab i, hvad der sker lige nu. Det har jeg hørt flere sige. Der er overbefolkning, ressourcemangel, global opvarmning, sulte, tørke, klimaflygtninge osv., og langt hen af vejen har man lukket øjnene for disse problemer og blot fortsat i den samme retning. Men nu gik den ikke længere. Klimaet har ikke haft det så godt længe grundet mindre produktion og mindre transport. Klimaet har fået en velfortjent pause fra vores overforbrug, og jeg håber, at det har været en øjenåbner for især politikere i hele verden – der skal tages nogle initiativer, så vi også selv sørger for, at ovenstående problemstillinger ikke fortsætter i en forkert retning.

 

Parforhold blev sat på prøve – alle har par tilbragt så meget tid sammen, især ikke hvis de begge skulle arbejde hjemme, var blevet sendt hjem af arbejdet eller var blevet fyret. Dertil kommer alle de familier, der blev sat på en endnu større prøve med undervisning og pasning hjemme samtidig med at flere forældre skulle formå at arbejde samtidigt. Børnefamilier har virkelig haft min fulde respekt! Har jeg kedet mig? Ja. Har jeg været rastløs? Ja. Har jeg bekymret mig over, hvornår jeg får min ”normale” hverdag igen? Ja. Men i det mindste har min kæreste og jeg kun haft hinanden at bekymre sig om, og han har sågar fortsat været på arbejde, så jeg har haft fred og ro til at passe mit HomeOffice.

 

Foruden børnefamilier har jeg i den grad også tænkt på de ældre. Jeg mistede selv min farfar i februar, og hånden på hjertet er jeg glad for, at jeg gjorde det inden coronaen fik sit tage på Danmark. Han nåede ikke at opleve den, og han nåede ikke at opleve at være alene på plejehjemmet eller sygehuset, fordi han ikke måtte få besøg. Der er ingen tvivl om, at en konsekvens af corona-krisen er ensomhed, men samtidig synes jeg også, at det er beundringsværdigt hvor mange alternative løsninger, der er opstået i selvsamme periode.

 

Sidst men ikke mindst har jeg tænkt meget over de unge, som er blevet revet ud af et efterskoleår, som er en once in a lifetime oplevelse, og som i hele processen har gået og frygtet for ikke at kunne nå at komme tilbage på efterskolen, se deres venner igen og suge det sidste ud af efterskoleåret. Ligeledes for de afgangselever der ikke kan få lov til at nyde deres sidste skoledage, deres studenterkørsel mm. Der er mange ofre i corona-krisen. Så alt i alt skal jeg virkelig ikke klage over min situation under corona-krisen.

 

Nu vender hverdagen så småt tilbage – langsomt, men skridt for skridt. Mange holder vejret, for ingen ved jo i den her corona-krise, hvad der er det rigtige at gøre. Kan vi bare se på landende i Europa, ingen har håndteret corona-krisen ens, men alle har, forhåbentligt, gjort det der for dem har føltes som det rigtige at gøre. Danskerne ved, at sommeren bliver helt anderledes end normalt. Den rejselystne, festivalsdeltagende og sociale dansker skal pludselig til at tænke i helt nye baner ift. planer for sin sommerferie.

 

Personligt selv har jeg ”Tysklands-abstinenser”. Det går pludselig op for en, hvor ofte man før var dernede, enten privat eller arbejdsmæssigt, og jeg glæder mig til at komme ned og besøge det tyske igen. Nogle spørger nu, om det har været det værd? Virksomheder bløder og mange går konkurs, folk er blevet arbejdsløse og mange er blevet og har været ensomme. Har så store økonomiske og psykiske konsekvenser været det værd?

 

Her synes jeg, at det er enormt vigtigt, at man ikke ser på dem, der er gået bort, som et tal. Hver og en var et menneske, som nogle holdt af. Derudover kan vi umuligt vide, hvordan situationen have været, hvis ikke Danmark var blevet lukket ned, som det nu engang var tilfældet. Vi har set lande, hvor corona-krisen har resulteret i langt flere ofre, og hvor samfundet har udviklet sig til noget, man slet ikke længere kan genkende. Selvfølgelig har det været det værd.

 

Vi skylder hinanden at passe bedst muligt på hinanden, og de ældre og alle de andre i risikogruppen har ikke selv valgt at være der, så vi skyldes hinanden som samfund at passe på hinanden. Jeg synes den kærlighed og omsorg, der har været udvist over for hinanden i denne periode, også over for folk, man ikke kender, har været fantastisk at opleve. Det sammenhold der bliver, når man pludselig er nødt til at stå sammen hver for sig – det har virkelig været unikt. Personligt selv har jeg da siddet og fældet en tåre til fællessang i fjernsynet. Så jeg håber, at vi tager al den kærlighed, omsorg og sammenhold med os videre, også selvom vi får vores hverdag igen – uanset hvilken form for hverdag, der venter.

 

/Sabine