Gudstjeneste 4. søndag efter påske

Gudstjeneste 4. søndag efter påske


# Præstens blog
Udgivet af Hamborg Dankirke.de, søndag d. 10. maj 2020, kl. 11:40

Gudstjeneste 4. søndag efter påske i ord og lyd

Medvirkende: Johanne Blücher, Margrethe Popp Fredslund, Barbara Jensen, Signe og Matthias Bonnesen, Sanger og Musiker Maria Marstal og Sømandspræst Vicky Popp Fredslund

Vil du høre gudstjenesten, så tryk her:  Gudstjeneste10052020.mp3

Præludium

’Kom Maj, du søde milde’ mel. af Mozart

 

Velkommen

Velkommen til 4. søndag efter påske

Teksterne til dagens gudstjeneste finder du bagerst i salmebogen på side 1150 og vi følger i år 2. tekstrække

 

Ved Gudstjenesten i dag medvirker:

Johanne Blücher, som siger Trosbekendelse og beder Fadervor

Margrethe Popp Fredslund som beder Ind- og Udgangsbøn

Barbara Jensen som læser læsningerne

Signe og Matthias Bonnesen som har valgt salmerne

Sanger og musiker Maria Marstal

Sømandspræst Vicky Popp Fredslund


Indgangsbøn

Lad os bede! Herre, vi er kommet her for at møde din kærlighed og sandhed. Send os din Helligånd, og gør os åbne for, hvad du vil give os. Lad ordet slå rod i vore hjerter, så du lever i os, og vi bliver ét i dig og tjener dig i alle ting. Amen

 

Salme

Vi skal nu synge nr. 1: Nu titte til hinanden. Jeg mindes denne salme og min barndom, fordi det var den første salme jeg sådan rigtig forstod. Min religionslærer havde selv tegnet nogle fine illustrationer til første vers og pludselig var det så klart for mig, hvad ordene betød. I al sin enkelhed en fin og fortællende salme.

 

Hilsen

Herren være med jer

Og Herren være med dig

 

Bøn

Lad os alle bede: Herre, vi vil så gerne tro, at vi har en fri vilje, at vi kan handle frit og ubundet. Men når vi ser Jesus, der hvilede i din kærlighed og kun lod sig lede af den, da må vi erkende, at vi dybt i vort væsen er bundet af noget, som ikke er fra dig. Derfor beder vi dig: udfri os! Overvæld os med din kærlighed. Lad din Ånd strømme så frit igennem os, at den tager magten i os, og vi bliver frie til at gøre det, du vil, til at elske vor næste og tro og tjene dig og din elskede søn Jesus Kristus. For han er vor frelser fra evighed til evighed.

Amen

 

Læsning

Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger: 

Saulus fnyste stadig af raseri og truede Herrens disciple med mord; han gik til ypperstepræsten og bad ham om breve til synagogerne i Damaskus for at fængsle dem, der hørte til Vejen, og som han kunne finde, både mænd og kvinder, og føre dem til Jerusalem. Men undervejs, netop som han nærmede sig Damaskus, skinnede et lys fra himlen pludselig om ham. Han faldt til jorden og hørte en røst sige: »Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?« Han svarede: »Hvem er du, herre?« Han sagde: »Jeg er Jesus, som du forfølger. Men rejs dig og gå ind i byen, så vil du få at vide, hvad du skal gøre.« Hans rejseledsagere stod målløse; nok hørte de røsten, men de så ingen. Så rejste Saulus sig op fra jorden, men skønt hans øjne var vidt åbne, kunne han ikke se. De måtte lede ham ved hånden og føre ham ind i Damaskus. I tre dage kunne han ikke se, og han hverken spiste eller drak. I Damaskus var der en discipel, som hed Ananias, og til ham sagde Herren i et syn: »Ananias!« Han svarede: »Ja, Herre!« Herren sagde til ham: »Rejs dig og gå hen i Den lige Gade og spørg i Judas' hus efter Saulus fra Tarsus. For han beder, og han har i et syn set en mand, der hedder Ananias, komme ind og lægge hænderne på ham, så han igen kunne se.« Ananias svarede: »Herre, jeg har hørt af mange, hvor meget ondt denne mand har gjort mod dine hellige i Jerusalem. Og her har han fuldmagt fra ypperstepræsterne til at fængsle alle dem, der påkalder dit navn.« Men Herren sagde til ham: »Gå! For han er det redskab, jeg har udvalgt til at bringe mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn, og jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld.« Så gik Ananias, og da han kom ind i huset, lagde han hænderne på ham og sagde: »Broder Saul, Herren har sendt mig, Jesus, som viste sig for dig på vejen hertil, for at du igen skal kunne se og blive fyldt af Helligånden.« Og straks var det, som faldt der skæl fra hans øjne, han kunne se igen, og han rejste sig og blev døbt.

 

Trosbekendelse

Lad os sammen bekende vor kristne tro, vor dåbs pagt:

Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.

Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber.

Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.

Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv.

Amen.

 

Salme

Den næste vi skal synge, er en sang for Højskolesangbogen, sang nr. 514: En lærke lettet og tusind fulgte. Dette er et ønske fra min yngste søn der er 10 år gammel. Han vil gerne ønske netop den, fordi der er en af sin morfars yndlingssange og han holder meget af sin morfar.

 

Tekst

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas

Gud være lovet for sit glædelige budskab

Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.«

 

Prædiken

For to år siden på denne dag, 4. søndag efter påske, prædikede jeg – og helt sikkert også mange andre præster – om hvad det betyder at være fri. For endnu to år siden gjorde jeg det samme. Og for endnu to år siden. Hvert andet år, når det er denne Johannes tekst om at være fri der skal prædikes over, så prædikes der i forskellige variationer over hvad det betyder at være fri.

 

Det behøver jeg ikke at gøre i år. I år ved vi alle udmærket godt hvad det vil sige at være fri: det modsatte af hvordan vi har det nu. Verden er lukket og sat i lænker af en uvelkommen gæst: Corona. Tyskland er lukket. Mundbind i det offentlige rum. Ingen fysisk kontakt. To meters afstand. Lukkede kirker. Lukkede butikker, museer, svømmehaller, seværdigheder. Lukkede restauranter og caféer. Lukkede skoler. Kun to husstande der må mødes, ikke flere.

 

Nuvel, det har været værre og der er lande der har det værre. Men der er stadig lang vej endnu til frihed fra Coronas lænker – og så siger de kloge endda at frihed aldrig igen bliver som vi kendte det.

 

Det er spøjst at Corona lige netop skulle komme det år, hvor vi skulle til at fejre to store historiske begivenheder, der havde alt med frihed at gøre. Frihed til at tænke selv, til at bestemme selv, til købe hvad man ville, til at sige hvad man ville og så på det sprog man ville: 100 året for genforeningen og 75 året for afslutningen på anden verdens krig.

***

 

Jeg talte med en ældre kvinde forleden der kunne huske besættelsen i Danmark fra 40-45. Jeg spurgte hende om hun synes at det var noget pjat at sammenligne besættelsestiden med den situation vi står i nu. Jeg fik det svar, som jeg forventede: ja. Ja det er noget pjat. Men så fortsatte hun uventet: for det her er meget værre.

 

Hvordan, nåede jeg at tænke, kan det her på nogen måde være værre? To måneders lockdown med alt hvad hjertet begærer, samt facetime, skype, netflix, madvarer butikker med hylderne så godt som fyldte, friskere luft, mere tid til den allernærmeste familie. Hvordan kan det være værre end 5 års krig, vold, spioner, rædsler, frygt, undertrykkelse, sult, sorg?

 

”Hvorfor er det værre nu?” spurgte jeg. ”Fordi”, svarede hun ”dengang måtte vi mødes”.

 

”Jeg savner”, fortsatte hun, ”jeg savner mine grinende, larmende kærlige børnebørn. Jeg savner mine hjælpsomme børn. Jeg savner kaffen med min nabo. Jeg savner dagcenterets musikeftermiddag. Jeg savner kirkens orgelbrus. Og mest af alt så savner jeg et kærligt knus og en omsorgsfuld hånd på min.”

***

 

En indsat i et fængsel sagde engang til mig: ”Jeg havde ikke behøvet mere end en uges straf. Det var længe nok. For efter en uge var vennerne forsvundet. Familien rykket længere væk. Besøgene skåret ned til et minimum. Den helt nære kontakt reduceret til så godt som ingen. – Efter en uge havde jeg allerede fået den værste straf jeg kunne få: social isolation og fratagelse af fysisk kontakt. Alt herefter er bare grå hverdag.”

***

 

Forleden gik jeg ved siden af en mand i behørig afstand. Vi talte om jobrelaterede sager og var for så vidt dybt inde i problemstillinger omhandlende økonomi og besparelser. Midt i min forklaring om kirkens finanser afbrød han mig og sagde: ”Lægen siger det er fremskredet kræft. Han siger at jeg ikke har mange måneder tilbage.” Og så trillede tårerne ned af hans kinder uden at han på nogen måde forsøgte at skjule det. Han kiggede blot på mig, som kunne jeg forsikre ham om at lægen tog helt fejl. Og jeg vendte mig om mod ham og tog om ham. Holdt om ham og lod ham græde. Sikkerhedsmæssigt ganske uforsvarligt. Ja, faktisk ikke tilladt. Men det var det der skulle til. Det var der ingen tvivl om. Faktisk nåede jeg slet ikke at tænke. Menneskelig fysisk kontakt var nødvendig. Livsnødvendig.

***

 

Jeg besøgte i går en veninde. En af de skønneste jeg har. Hun er læge og vi havde som så mange mange gange før en medicinsk-teologisk snak. En naturvidenskabelig-religiøs snak. Og som så mange mange gange før er der ingen som helst modsætninger. Ingen uoverensstemmelser. Naturvidenskab og medicin går fint i spænd med teologi og religion.

 

Vi talte om hudsult. Hun kunne forklare det fysisk; hvad det var der kemisk set skete i os når vi ikke blev berørt af andre mennesker. Hun kunne forklare hvordan mangle på fysisk berøring kunne føre til stress og depressivitet. Jeg kunne kun nikke genkendende. Ikke til den kemiske del – så absolut ikke – men til delen med at mangle på fysisk berøring gør os kede af det og stressede. Og så kom jeg til at tænke på én af dagens tekster – den om Saulus der forfølger de kristne, bliver slået af hesten, bliver blind og bliver omvendt ti kristen: ”Så gik Ananias, og da han kom ind i huset, lagde han hænderne på ham og sagde: »Broder Saul, Herren har sendt mig, Jesus, som viste sig for dig på vejen hertil, for at du igen skal kunne se og blive fyldt af Helligånden.« Og straks var det, som faldt der skæl fra hans øjne, han kunne se igen, og han rejste sig og blev døbt.”

 

Håndspålæggelsen der giver syn til de blinde. Både i fysisk forstand og i overført betydning. Hud mod hud og den sociale kontakt – det mest basale i vores liv. Det værste vi kan blive frarøvet. Både medicinsk og religiøst har vi brug for håndspålæggelsen. Der er en grund til at dét, at vores ånd vækkes hedder noget fra det vores fysiske verden, nemlig ’at blive berørt’.

***

 

Sandheden skal sætte os fri. Sandheden er det andet menneske – vores næste, vores medmennesker. Det er igennem deres berøringer, at vi kan blive frie. Og sandheden er det menneske som Gud blev til, for at kunne nå os. For at kunne berøre os. For at kunne være fysisk sammen med os. Jesus Kristus. Det var måden hvorpå Gud endelig kunne nå os efter syndefaldet: gennem et menneske, der kunne berøre os.

AMEN  

 

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du, som var, er og bliver en sand treenig Gud. Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

 

Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Gud kærlighed, og Helligåndens fællesskab, være med os alle.

 

Salme

Den 2. salme vi skal synge er nr. 303: I al sin glans nu stråler solen. Det er lidt et forskud på pinsen, men jeg synes det er en af de smukkeste salmer der findes. Melodien overvælder mig hver gang jeg synger den og jeg sender min mand en kærlig tanke, da vi sang den til vores bryllup.

 

Kirkebøn

Lad os alle bede: Tak, Gud, fordi du ikke altid tager vore ord for gode varer, men i stedet giver os dit ord at leve på. Blæs du på os, så vi kan mærke, at du holder os i live og giver os mening, ansvar og en opgave at løse. Giv du os kræfter til at holde fast ved den tro, som tvivlen altid vil tage livtag med. Bær over med os, når vi bliver os selv nærmest og tror, at livet kan vindes ved at holde andre nede. Vær hos dem, der ikke kan få øje på din kærlighed, hvad enten det skyldes krig, elendighed, sygdom eller angst. Giv din styrke til dem, der lider ondt og vær hos dem, der mangler arbejde, hjem, land eller frihed. Blæs din ånd i os, så vi kan mærke, at du har en mening med os og en opgave til os. Lær os at skubbe til os selv og til hinanden, når vi gror fast og tror, at det er livet. Skub til vores kirke, Gud, både her Hamborg og over hele jorden, så den flytter sig og kan give håb og kærlighed til dem, den møder på sin vej. Støt de mennesker, der har fået magt betroet - vor dronning og hele hendes familie, og magt og myndighed her i Tyskland, I Danmark og over hele jorden. Lær os at slås - ikke for tom frihed, men for sand frihed i din og andres kærlighed.

 

Fadervor

Hør os, når vi sammen beder den bøn din søn, vor Herre Jesus Kristus selv lærte os:

Fadervor, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen.

 

Velsignelse

Præst: Herren velsigne dig og bevare dig

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig

Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred

Menighed: Amen Amen Amen

 

Salme 

Den sidste sang vi skal synge, er også fra Højskolesangbogen, sang nr. 266: Det er i dag et vejr - et solskinsvejr. Jeg vil gerne slutte af med at ønske denne sang, fordi den er så fuld af liv, håb og kærlighed. Nu er foråret kommet og vi kan glemme vinteren.

 

Udgangsbøn 

Lad os bede! Herre, vi takker dig, fordi vi går herfra med din fred, frie i din nåde og bundet i kærlighed til dig og vor næste. Bliv hos os med din velsignelse, og giv os styrke til at leve efter din vilje. Amen.

 

Postludium

‘Where have alle the flowers gone’ mel. og tekst af Pete Seeger