Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Brevskrivningssalon

DEC
03

Brevskrivningssalon


Dato Fredag d. 3. december 2021, Kl. 19:30 til kl. 22:00
Sted Benediktekirken Hamburg, Ditmar-Koel-Straße 2, 20459 Hamburg
Brevskrivningssalon

Er der noget bedre end at modtage et håndskrevet brev eller julekort?

Det skulle da lige være at skrive et, og dét inviterer vi til at komme og gøre hos os fredag den 3. december, hvor vi omdanner vores stuer til en hyggelig brevskrivningssalon med tid og plads til at fordøje dagens indtryk og tænke på sine kære, og hvordan det egentlig er at være væk fra dem.

For mens det aldrig har været nemmere eller hurtigere at holde kontakten med dem, man holder af – vi snapper, tweeter poster og smser på livet løs – tror vi, at det en gang imellem kan være godt at sætte farten ned og finde pen og papir frem og skabe nærvær på afstand. Det er nemlig dét, brevet kan.

For snart 100 år siden skrev den østrigske forfatter Stefan Zweig: ”Vi skænker ikke længere brevet vores kærlighed, men dermed går vi glip af noget hemmelighedsfuldt! For brevet var altid henvendt til en enkelt, en bestemt, et menneske, der blev nærværende for os, mens vi skrev, og det samtidig også var et selvportræt.” Vi vil for en aften vække brevets hemmelighed og nærvær til live igen, og vi håber, at du vil være med!

Det er gratis at deltage, og vi stiller skriveredskaber og brevpapir til rådighed. Der vil desuden være mulighed for at tilkøbe fine julekort og forfriskninger som kaffe, te, øl sodavand og æbleskiver. 

Du kan komme alene eller sammen med dine venner og blive så længe eller kort, som du har lyst. Du kan skrive til din kæreste, dine venner, forældre og bedsteforældre, onkler og tanter, til din barndoms glemte pennevenner, din bedste lærer fra folkeskolen, dit største idol eller dit fremtidige jeg eller gå i gang med den næste store brevroman – kun fantasien og skrivekrampen sætter grænser! 

OBS! Arrangementet er omfattet af de såkaldte 2G-regler, hvilket betyder, at der vil blive tjekket coronapas ved ankomst og kun er adgang for fuldt vaccinerede og tidligere smittede. Læs mere om kirkens coronaforanstaltninger her