10/01/2025 0 Kommentarer
Jubilæumsår 2025 = 150 år med dansk sømandskirke i Hamborg
Jubilæumsår 2025 = 150 år med dansk sømandskirke i Hamborg
# Aktuelt

Jubilæumsår 2025 = 150 år med dansk sømandskirke i Hamborg
2025 bliver et stort jubilæumsår!
Til oktober er det nemlig præcis 150 år siden at den første danske sømandspræst, Georg Rasmussen Heden, kom fra London til Hamborg for at opbygge en sømandskirke i Hamborg.
Det er en utrolig spændende historie, som ikke før har været kortlagt i detaljerne. Dette er vi dog i gang med, i det vi har teologistuderende Ditte Rieder Kjær til at skrive en bog om sømandskirkens ufortalte historie fra 1875-1948. Tiden fra 1952, hvor den nuværende kirke bliver bygget, er vel dokumenteret i bla. jubilæumsbogen fra 2022. Læs mere om Dittes bog i blogindlægget her.
Som nogle bekendt har vi fået samlet midler til en masse forskellige spændende renoveringsprojekter, som løber af stablen her i 2025. Både tårnet og en del af kirkens lokaler skal renoveres, og det passer fantastisk at kunne gå i gang med det i dette jubilæumsår!
Menighedsrådet har nedsat et jubilæumsudvalg, som skal arbejde med forskellige arrangementer i forbindelse med jubilæumsåret. Indtil videre kan vi røbe følgende:
- Boglancering af den nye bog om sømandskirkens historie, som teologistuderende Ditte Rieder Kjær sidder og skriver på i en af kirkens ungdomsboliger.
- Foredrag om kirkens historie.
- En mulig jubilæumskoncert i starten af oktober.
- Festgudstjeneste søndag d. 12. oktober.
- Jubilæet markeres også ved vores årlige julekoncerter i St. Michel d. 16. december.
Vi ser frem mod et spændende jubilæumsår, hvor vi både skal fejre kirken og blive klogere på dens og vores historie.
/ Anne, organist
Kommentarer