02/07/2024 0 Kommentarer
En dejlig musikalsk julegave fra Augustinus Fonden
En dejlig musikalsk julegave fra Augustinus Fonden
# Aktuelt
En dejlig musikalsk julegave fra Augustinus Fonden
Midt i julebasar og julekoncert fik vi den glædelige nyhed, at kirkens ansøgning til Augustinus Fonden på renovering og udbygning af orglet, var blevet imødekommet! For at nyheden ikke skulle drukne i juletravlhed, ville vi vente med at offentliggøre den, og NU er det tid!
Efter at kirkerummet blev renoveret i 2007 har akustikken forandret sig væsentligt, og orglets klang har siden da faktisk været for kraftig til rummet. Dertil kommer at det næsten er 20 år siden, orglet sidst er blevet ordentligt efterset. Der er meget mekanik, der skal vedligeholdes, og det var derfor helt på tide at få det “synet”. Men disse ting er ikke billige, og det er derfor først nu - med støtte fra Augustinus Fonden - at vi får mulighed for at realisere dem!
Men ikke nok med det.. Vi har også fået bevilget økonomisk støtte til at få udbygget orglet med en pedalstemme! Det vil i praksis sige, at der omme bag orglet bliver bygget og tilkoblet en række af dybe træpiber, som klinger en oktav under det, orglet kan spille nu. Der kommer således til at være en dejlig dyb pedalstemme (spillet med fødderne) til at skabe balance, bund og varme i orgelklangen!
Projektet bliver sat i gang i det nye år, og planen bliver med stor sandsynlighed, at Frobenius Orgelbyggeri kommer ned til Hamborg og henter orglet. Herefter bliver pedalstemmen bygget til på deres værksted, mekanikken bliver efterset, og til sidst bliver orglet fragtet tilbage til sømandskirken, intoneret og gjort helt klar til brug!!
En sidste detalje er, at vi også skal have en ny orgelbænk! Den nuværende er ikke til at indstille, og det betyder, at en organist på 2 meter med meget lange ben skal sidde i samme højde som en organist på 1.60 med korte ben! Eftersom man spiller med fødderne på orglet, er det helt afgørende for ens arbejdsstilling, at bænken kan indstilles, så den kan tilpasses den enkelte organist, og man derved forebygger skader i ryg og lænd.
Det bliver uden tvivl en endnu større glæde at synge (og spille) salmer fremadrettet og et spændende projekt at følge med i!
Endnu engang en kæmpe TAK til Augustinus Fonden og kæmpe tillykke til Benediktekirken med realiseringen af projektet!
Mange hilsner
Anne, organist
--------------
"Augustinus Fonden er en erhvervsdrivende fond stiftet i 1942 af direktør Ludvig Augustinus. Fondens formål er at virke for "almenvelgørende og humane, kunstneriske, videnskabelige eller deslige formål", som er beskrevet i fondens fundats fra 1942." Læs mere på www.augustinusfonden.dk
Kommentarer