Årsberetning for generalforsamlingen 2023

Årsberetning for generalforsamlingen 2023

Årsberetning for generalforsamlingen 2023

# Aktuelt

Årsberetning for generalforsamlingen 2023

Kære generalforsamling, kære menighed

Det er min opgave på menighedsrådets vegne og som sømandspræst at komme med en mundtlig redegørelse over, hvad der er sket i Benediktekirken - Den danske sømandskirke i Hamborg – siden sidste generalforsamling, den 7. juni 2022.

Jeg vil kort og generelt sige, at det efter min overbevisning går ret godt.

Vi er ud af coronaens dødevand. Vi er godt i gang med at løfte, udvikle og skubbe Benediktekirken fremad hen over en bred front. Vi har styr på økonomien. Der kommer folk til kirken. Der sker noget i huset.

Med udtrykket ”hen over en bred front” menes der at både arbejdes med kirkens fysiske rammer og med kirkens indhold og arrangementer.  

Uden gode fysiske rammer og et hus, der fungerer, kan vi ikke være kirke. Men rigtig ”kirke” er vi først, når huset fyldes af liv, og når folk benytter sig af kirkens mange tilbud, og når der er en menighed til kirkens gudstjenester.

Vi arbejder med at renovere og vedligeholde meget af det gamle, men også med at anskaffe nyt og generelt forny kirkens rammer, dens inventar og installationer.  (Kælderprojekt, tårnprojekt, ny belysning, orgelrenovering, istandsættelse af lydanlæg, ny projektor, haven, ny kirkebil, inventar og nyindretning af de offentlige rum, samt løbende vedligeholdelse af kirkens boliger og udenomsarealer).

Vi forsøger at lave nye tilbud til børn og unge og bibeholde de mange gode gamle tilbud til familier, ældre og midaldrende. (Kor, FamilieTid, UngAftener, babysalmesang, konfirmandundervisning og konfirmandweekender, markeder, fredagsbar, fællessang, koncerter, foredrag, kirkefrokoster, filmklub, Skt. Hans, fastelavn, børne-MGP mm.)

Siden sidste generalforsamling har vi haft 24 gudstjenester, 5 konfirmander, 4 dåb – og yderligere 4 dåb er på vej, 1 vielse, men ingen bisættelser/begravelser. Vi har foretaget ca. 30 skibsbesøg og haft 2 besøg af danske søfarende i kirken. 

Intet menneske er en ø. En verden for sig selv. Ethvert menneske er et stykke af fastlandet.” sagde John Donne i 1624.

Det gælder den dag i dag, og det gælder også for en kirke. En kirke er ikke kirke uden en menighed. Men en kirke er heller ikke kørende uden medarbejdere til at drive alt det, der skal drives for at der kan være en kirke. Stor tak til vores assistent Agnes Due og vores praktikant Lauge Frandsen, som løfter en kæmpe opgave. Tak til vores fastansatte Stephanie Sørensen-Aue, Birgitte Junker og Anne Gössler Christensen samt vores rengøringsfolk, som alle er med til på forskelligvis at få ting til at ske og huset til at køre.

Kirken vil fortsat arbejde på at udbygge relationerne til vores mange samarbejdspartnere.

Vi arbejder og udvikler først og fremmest kirkens betydning for dens medlemmer og for alle danskere i Hamborg og omegn. Vi indgår i et tæt samarbejde med vores nordiske nabokirker, med Hauptkirche St. Michaelis, med vores tyske samarbejdspartnere i Nordkirche og på havnen (Deutsche Seemannsmission og Stella Maris), med vores søstermenighed Christianskirken i Berlin og Dansk kirke i Sydslesvig (DKS).  Det samme gælder med de danske virksomheder i Hamborg (vores altafgørende sponsorer), danske foreninger (Dansk-Tysk Forening, Det danske Selskab, SSW), klubber og grupper i HH (DBC, 12/18, DAPGO, diverse kvindeklubber mm.) i Hamborg samt de andre officelle danske institutioner i HH og Tyskland (Det danske Generalkonsulat i Hamborg, ambassaden i Berlin og VisitDenmark). Vi er herudover i bred kontakt med rigtigt mange andre kirker, foreninger og institutioner i HH.

Kirken bør som følge deraf blive medlem ACK (Arbeitsgemeinschaft Christlicher Kirchen in Hamburg) for at vise vores helt naturlige samhørighed og fællesskab med alle vores mange søstermenigheder i HH. Vi er pt. den eneste nordiske menighed i Hamborg, som ikke er medlem af ACK.

Julemarkedet og vores julekoncert spiller en dobbeltsidet rolle for kirken. Ikke bare er det dér vi tjener godt til kirkens drift og vedligeholdelse, men det er også en måde hvorpå vi er meget synlige blandt tyskerne i Hamborg. Det er kirkens arvesølv, som vi skal pudse af og passe godt på.

Kirken vil også fremadrettet arbejde stærkt på at få mange flere medlemmer og få udbygget kredsen af sponsorer. Vi skal være mange flere som på forskelligvis bakker op om kirkens liv og vækst. 

Sune Haubek, sømandspræst i Benediktekirken

 

 

 

 

 

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed

  Benediktekirken   ·   Ditmar-Koel Str. 2   ·   20459 Hamburg    

  (+49) (0) 40 371300      

  hamborg@dankirke.de

DE80 2152 0100 1000 3702 62, BIC: UNBNDE21XXX

rechnung@dankirke.de