Ifølge Søren Kierkegaard så er der to slags angst: der er angsten for det onde i verden og inde i mig, og så er der angsten for det gode. Angsten for det onde i verden og det onde inden i mig selv, det giver jo nok sig selv mere eller mindre, men angsten for det gode, det skal måske forklares lidt nærmere:

Hvis vi er blevet fornærmet, så i stedet for at få det ud af verden, så vil vi nogle gange hellere gå rundt og være fornærmede, indesluttet. Kredse rundt i vores egen selvmedlidenhed. Dét kalder Kierkegaard ’angsten for det gode’. Eller hvis vi ved at vi er fejl på den, så holder vi os væk fra det gode, den gode, for ellers kan vi blive konfronteret med vores fejl. På denne måde kan vi blive i det onde, være angste for det gode. Som Adam og Eva der gemmer sig efter de har spist af æblet.
Så fordi vi enten godt kan lide at være ofret, være den forurettede nogle gange, eller fordi vi helst ikke vil konfronteres med vores egen uformåen og fejlbarlighed, ja så bliver vi helt angste for at gå det gode i møde. Så vil vi hellere blive i det onde, det smertefulde, det mørke.

Når man mærker angsten, så betyder det at man har indset at man har dette valg: valget mellem det gode og det onde. Men denne indsigt kræver altså at man mærker angsten først.

Så derfor: når man har lært angsten at kende, så kan man blive voksen. For voksen har jo ikke noget med alder at gøre (jeg kender flere langt under min alder der er voksne, mens jeg også kender flere over min alder der stadig ikke er). Voksen har noget at gøre med at indse at der findes valg – at der findes flere sider af verden og én selv, som man kan og skal vælge mellem. Og voksen har noget at gøre med at træffe disse valg – og vide at ethvert valg af noget, samtidig er et fravalg af noget andet.

Angsten er altså noget positivt fordi den giver os muligheden for at vælge det gode. At blive voksen betyder – desværre – på ingen måde at vælge det gode, men det betyder at vi kan indse at vi har et valg. Det er muligt for hver enkelt af os igennem angsten – altså erkendelsen af at vi har et valg - at vælge det gode. Hvis vi vælger at søge mod det gode, så finder vi os selv, og det vi i virkeligheden inderst inde er: Guds elskede væsner. Men hvis vi vælger det onde, vælger at forblive i den permanente småmisundelse, i tabet på engagement, i manglen på lidenskab, så er faren at man ikke finder sig selv, som det gode gudskabte menneske vi er. Så bruger vi ikke vores angst af, ja, angst for det gode.

Angsten for det onde er den gode angst, mens angsten for det gode er den onde angst.

Så altså: Angst er mulighed. En mulighed for at vælge kærlighed og munterhed. Vi bliver voksne, når vi ikke flygter fra angsten længere, som var den et monster under vores seng, med bruger den som katalysator for vores tro. Tro på det gode i verden, i os, i andre. Troen på det gode. Troen på den gode.