Vi skal hele tiden blive større

Jeg befandt mig forleden dag i en situation, hvor en person fortalte om en episode med to andre personer, som kom fra et andet religiøst samfund. Personen fortalte, at hun var lidt nervøs over, hvordan de to personer i situationen havde ageret og ville derfor spørge os andre tilstede til råds om, hvordan hun skulle tackle situationen. Vi begyndte at tale om situationen, men hurtigt blev det til en samtale indeholdende fraser som ’De gør altid sådan’ og ’De gør aldrig sådan’. En klassisk konflikteskalering.

Mon ikke mange af os kender situationer, hvor nogen – måske endda os selv … - ud fra en enkelt eller to situationer, pludselig begynder at sige ’Du gør altid sådan’ og ’Du gør aldrig sådan’?

Kloge mænd og kvinder slår for tiden på tromme for, at vi ikke hele tiden skal blive større – kommer højere, længere – være hurtige, bedre. De siger, at fremgang ikke nødvendigvis er lig med fremskridt. At innovation ikke altid er svaret på alt.

Det vil jeg gerne give dem ret i. Dog vil jeg hævde, at der er eet sted, hvor vi hele tiden skal bestræbe os på at blive større. Ikke i forhold til andre, men i forhold til os selv. Vi skal hele tiden prøve at blive større end os selv.

Hvis vi sætter vores lid til os selv og os selv alene, så er vi ilde stedt. For der inderst inde, hvor alt andet er skrællet af – kultur, etik, moral, samvittighed, Gud – der er der alene de dyriske instinkter tilbage. Instinkterne, der alene vil én ting: overlevelse.

Vi kender alle historien nok til at vide, hvor let det kan gå galt, fordi vi har så let til i vores lysters og instinkters rus blindt at følge efter den, der tilsyneladende dækker vores behov bedst.

Derfor skal vi hele tiden arbejde på at blive større. Større end os selv. Hæve os over os selv.

I situationen med de to fra et andet religiøst samfund, kunne man med stor fordel huske på, at Gud ikke kun er i vores kirke. Jo, Gud er i vores kirke – men han er også meget større end det. End den. At sætte lighedstegn mellem Gud og kirken, mellem Gud og vores kirke, vil være at gøre Gud lille og fratage ham al sin almagt.

Vi har hverken patent på sandheden eller på Gud. Men Gud har patent på os. Og det betyder, at vi har fået evnen til at hæve os op over os selv. At blive større end os selv. Ikke at forfalde til dyriske overlevelsesinstinkter, skarpe albuer og kasseinddeling af ’alle de andre, der altid og aldrig gør dette og hint’.

Vi skal – og vi kan – blive større end os selv.