Danmark er verdens næst-lykkeligste land, siger FN. Og Eurostat siger, at danskere bosat i landdistrikterne er de mest tilfredse mennesker. Så er du fra Danmark er du lykkelig og potentiel også tilfreds. What’s not to like? 

Problemet sætter bla. teologen Dorothee Sölle sin finger på, når hun siger at glæden, her i vores moderne vestlige verden, ofte ikke er oprigtig glæde, men et fravær af lidelse. Et fravær, der er skabt ved at bedøve os, så lidelsen ikke er væk – vi mærker den blot ikke. 

Men hvad er problemet i ikke at kunne mærke smerten? Hvad er forskellen på at være oprigtig lykkelig og så at få lykkefølelsen via bedøvende midler? Er den ene lykke ikke lige så god som den anden? 

Umiddelbart: jo. Vil man have lykke ’til husbehov’, så er det fint nok. 

Men hvad nu hvis lykke også handlede om andre end os selv? Dér tænker jeg, at problemet opstår: hvis smerte for os er en slags teflon-smerte, som preller lige så hurtigt af på hos os, som dug for solen, så kan vi få problemer med at sætte os ind i andres smerte. Og kan vi ikke dét, så kan vi få problemer både med vores mellemmenneskelige forståelse – når vi møder et menneske i nød eller når vi står ved stemmeurnen og skal sætte et kryds, der kan påvirke vores medmennesker fremtid – og med vores handlekraft, for føler vi kun teflon-smerte, så er vejen fra tanke til handling næsten umulig, idet tanken sjældent når at blive til handling, inden mindet om smerten er rutsjet væk. 

Når Vor Herre taler om glæden der fødes af smerte, tror jeg, at han taler om vores egen glæde, der kommer af smerte. Men jeg tror også, at han taler om den glæde, som vi kan hjælpe andre til, ved oprigtigt at sætte os ind i deres smerte, fordi vi har følt noget lignende. 

At evne det, kræver at tilberede sit liv på en støbejernspande i stedet for en teflonpande. Skal vi så forsage al moderne køkkengrej – forsage alle moderne bekvemmeligheder? Selvfølgelig ikke. Men hvad så? 

Er det muligt i vores moderne behagelige livsstil at undgå at blive bedøvet for smerte, så vi kan nå at gøre vores tanker til handling? Vi kunne forsøge at acceptere smertens tilstedeværelse og dvæle i den, inden vi rækker ud efter panodil-glasset. Mærke efter hvad det er for en følelse og sætte den i relation til vores og andres liv, så vi kan genkende den, når vi bliver præsenteret for den i mødet med vores næste. 

Og så skal vi vide, at alle de moderne bekvemmeligheder, som vi har skabt og som er ganske fantastiske, de giver os et overskud, så vi faktisk kan sprede lykke ved ikke kun at sætte flueben - eller kryds, for den sags skyld - ved vores egen lykke. 

For – med Sölles ord – så er synd ikke kun hvad vi gør, men også hvad vi billiger at andre gør.

***