Advent betyder ”komme”. Det, der kommer til os. Det, som vi har ventet på. Og det, som vi ikke skal gøre noget for at få, men det, som bare kommer til os. År efter år går vi ind i denne adventstid med en forventningens glæde; glæden over alt det, som vi har i vente og alt det, som vi bliver givet. Måske det ikke er så meget det lille barn i stalden, som kommer til os julenat, der er i fokus, i hvert fald ikke endnu. Det er forventningen om den hyggelige tid, som vi går i møde med levende lys, kagebagning, gaver, julemusik og hygge med dem, vi allerbedst kan li’. Forventningens glæde begynder ligeså stille at boble i mange af os, og man kan næsten ikke vente med at komme i gang med alt det, som hører julen til.

I dagens evangelielæsning er det tydeligt, at vi også befinder os midt i en forventningstid. Men i stedet for at fornemme utålmodigheden på den spirrende, nysgerrige og jeg kan ikke være i mig selv af begejstring for, hvad jeg har i vente, så der er kontrastfyldte stemningsskift, og der er endda flere af slagsen. Da Jesus lukker bogen efter at have fortalt, at skriftordet er gået i opfyldelse, at han nu er i blandt dem, bryder alle i synagogen ud i et bifald. De kan ikke tro deres egne ører, at de har hørt rigtigt, at Jesus, Josefs søn, som de har kendt gennem hele livet, opfylder profetien. Men så snart de får at vide, at det ikke er dem, der står i første række til at modtage det glædelige budskab – så befinder de sig pludselig i en kontrast til glæden. De er skuffede, og ikke bare det, de er rasende og jager Jesus ud af byen. Og min første tanke er, at jeg faktisk godt kan forstå dem. Her lige foran dem står alt det, som de er blevet lovet, men de må endnu ikke få del af kagen. Det må da være frustrerende. Evangelieteksten handler således om folk, der ikke får, hvad de forventede. Og dog, hvis man ser i det store hele, får de jo faktisk mere end det forventede, hvis de altså vover at vente? Men tålmodighed er og bliver en udfordring. Det kender jeg fra mig selv. At vente er noget af det værste, som jeg ved. Hvis vandet skal koge til min the, kan jeg ikke forestille mig en decideret ventetid, hvor jeg måske kunne stå og kigge ud af vinduet i min lejlighed og mærke roen ramme min krop – nej, så kan jeg lige rydde køkkenet op imens, og hvis jeg skal vente på bussen, kan jeg lige tage min telefon frem og planlægge de næste dages aftaler, og hvis jeg vasker tøj, og jeg går hen i vaskerummet, men jeg har fejlvurderet, hvornår vasken er færdig, og jeg skal vente fem minutter, så står jeg og overvejer, om jeg hellere skulle gå videre med noget andet. Det er blevet ekstremt svært at være i nuet.

Vi er blevet så effektive, at vi ikke når at have en forventning, fordi vi er allerede videre i hverdagen. Se bare på pynten nede i byen. Sidst i oktober så jeg Halloween tema med græskar, spøgelser og hele molevitten, og jeg blinkede i, hvad der føltes som ingenting, og wupti, så var pynten skiftet ud med kugler, gran og julemænd allerede, inden kalenderen fortæller os, at vi er i december. Pludselig tager vi forskud på juleriet, og det kan ikke være her hurtigt nok. Måske er adventstiden ligefrem gået hen og blevet forskudstid i stedet for forventningstid. Fordi det er næsten som om, at vi mærker julens glædelige budskab allernærmest, inden det reelt set er jul. At ønske hinanden en glædelig jul når næsten at blive opbrugt, inden vi overhovedet når juledag. Dagens læsning minder os om at sænke farten og vide, at glæden står for døren, men der er stadig forberedelse, og at vi skal stole på Guds plan.

Ventetid for mig og mine daglige gøremål er en helt anden end, hvad der gjaldt for menneskene i synagogen. De har ventet længe på deres Messias, og man kunne forestille sig, at jo længere tid man venter, jo mere sårbar bliver man. Men det er netop vigtigt at huske på, at sårbarheden går hånd i hånd med troen. Både hvad enten det gælder at man har fundet meningen med livet, eller man befinder sig i en situation, hvor alt omkring syntes meningsløst, måske ligesom for folket i synagogen, så er det vigtigt at holde fast i troen. Og hvor der er tro, er der til gengæld aflastning fra alt det, vi venter af os selv. Fx i en tæt belastet december måned.