02/07/2024 0 Kommentarer
Gudstjeneste 3. søndag i fasten
Gudstjeneste 3. søndag i fasten
# Aktuelt
Gudstjeneste 3. søndag i fasten
Gudstjeneste på 3. søndag i fasten
- ved operasanger Maria Marstal og sømandspræst Vicky Popp Fredslund
GUDSTJENESTE 3. SØNDAG I FASTEN
Tryk på linket herunder for at høre gudstjensten
Salme # 754: Se, nu stiger solen
Hilsen
Læsning
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.«
Trosbekendelse
Salme #336: Vor Gud han er så fast en borg
Prædiken
Hvem har sandheden? Hvis der da overhovedet findes en sandhed. Når to er oppe og diskuterer, så mener begge jo (forhåbentlig) af et ærligt hjerte at de har ret, og at det de siger, er sandt.
Når et vidne stiller sig op i vidneskranken og fortæller hvad der skete, og næste vidne fortæller noget andet, så er det ikke nødvendigvis fordi den ene lyver, for det kan lige så vel være hukommelsen der spiller den ene et puds eller at man simpelthen har lagt mærke til to forskellige ting eller at man ubevidst har tolket på det man så.
Så sandhed er så langt fra objektiv og bare én sag, da en sag som - forhåbentlig – bekendt kan ses fra mindst to sider.
En klog mand sagde engang, at man skal slå følge med dem, der søger sandheden, og være på vagt overfor dem, der mener at de har fundet sandheden.
I kristendommen er sandheden ikke noget man kan finde. Det er ikke en ting eller en regl eller en sætning. Det er ikke noget man kan holde for sig selv eller bruge til at slå andre i hovedet med.
Sandheden i kristendommen er noget vi har fået og som man derfor må give videre. Sandheden er en gave, hvori der ligger en opgave. Sandhedens navn er i kristendommen kærlighed. Kærligheden som vi lever i og som vi må give videre. ’At elske, thi deri er livet’
Det er store ord. Hvordan gør vi det? Giver kærligheden videre?
I litteraturen finder vi et svar, som vi måske i disse tider kan sætte os lidt bedre ind i nu, end vi kunne før Corona. Den franske forfatter Camus har skrevet en bog der hedder Pesten, og som handler om en lille havneby, der bliver ramt af pest. For at pesten ikke spreder sig lukkes byportene, der sættes vagter op, skibe, tog og biler må ikke komme ind i byen. Skoler lukkes og inddrages til hospitaler og karantænestationer. Alle er påvirkede af epidemien, for pesten er jo ligeglad med hvem der er rig eller fattig, høj eller lav og ingen kan forlade byen. Alle er i samme båd. Alle er i fare. Alle er potentielle smittebærere og potentielle ofre.
Der er en læge i den lille by. Fra første dag kæmper han mod pesten. Og han bliver ved med at kæmpe hele vejen igennem. På et tidspunkt får han tilbuddet om faktisk at forlade byen, fordi hans kone er kræftsyg, men han ønsker at blive. Hvorfor spørges der. Fordi, siger lægen, det er min pligt. Men du kan jo dø af det, spørges der så. Ja, siger lægen, men hvis jeg rejser og overlever et andet sted uden at have gjort min pligt, så er det ikke værd at overleve.
Det er kærlighed. Det er at leve i kærligheden og give den videre. Det er betydningen af evangelieordene: Hvad hjælper det et menneske at vinde hele verden, men miste sig selv?
At vælge sandheden er at vælge kærligheden. At vælge sandheden er at vælge at leve for andre og med andre. Vi har altid det valg. I almindelighed og i særdeleshed i denne situation verden står i lige nu. Valget om at hjælpe. Have samfundssind. Ikke kun tænke på egen vinding og egne tab. Give lidt af vores eget. Gå på kompromis med vores egne lyster, for at alle kan klare sig igennem denne svære tid.
Det er sådan vi lever nu i denne coronatid – giver noget op for andres skyld, for at vi alle kan være her. Det er sådan vi lever nu. Tænk om vi også kunne leve sådan når corona-tiden er forbi.
Amen
Fadervor
Velsignelse Salme # 721: Frydeligt med jubelkor
Kommentarer