Gudstjeneste på Midfaste søndag
- ved operasanger Maria Marstal og sømandspræst Vicky Popp Fredslund

Tryk på linket for at høre gudstjenesten

   Gudstjeneste22032020.mp3

Salme # 747: Lysets engel går med glans

Hilsen med svar

Læsning

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Da skaren nu så, at Jesus ikke var der og hans disciple heller ikke, gik de om bord i bådene og kom til Kapernaum og ledte efter Jesus. Og da de fandt ham på den anden side af søen, sagde de til ham: »Rabbi, hvornår er du kommet hertil?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv, den som Menneskesønnen vil give jer; for ham har Faderen, Gud selv, sat sit segl på.« Så sagde de til ham: »Hvad skal vi gøre, for at vi kan gøre Guds gerninger?« Jesus svarede dem: »Guds gerning er den, at I tror på ham, han har udsendt.« Da sagde de til ham: »Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spist manna i ørkenen, som der står skrevet: ›Brød fra himlen gav han dem at spise.‹ « Jesus sagde så til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden." De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!« Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste. 

Trosbekendelse, synges

 Salme # 675: Gud, vi er i gode hænder

Prædiken

I dag er det midfaste. Midt i fasten. Det tidspunkt hvor man er ved at give op. ”Jeg orker ikke mere – tag det væk fra, fjern det, stop verden jeg vil af”. Man har været på vej i lang tid, løfter hovedet og ser fremad. Og ser en lige så lang vej foran sig, som den man lige har kæmpet sig igennem. ”Er jeg kun halvvejs?’ Uanset om jeg går frem eller tilbage vil det være lige langt, der er ingen lette veje her en media res. At være et sted hvor man ikke kan give op. Et ireversibelt sted: man må gå videre, der er ingen anden løsning.

***

Jeg har rigtig mange gange til rigtig mange mennesker fortalt historien om den lille trompetspiller, der hver formiddag kl 10 og hver aften kl 21 spiller et salmevers ud til alle fire verdenshjørner fra Michels kirketårn. Traditionen er flere hundrede år gammel og selv under anden verdenskrig og bombardementerne, spillede han. Det gav tryghed og bragte trøst til befolkningen, der aldrig vidste hvad morgendagen bragte, kun at det hele tiden blev værre og værre. Man blev bange for at gå ud, man fik indskrænket sit sociale liv. Man gik med en knude maven og kunne aldrig rigtig slappe af, fordi man ikke vidste hvad dagen og natten bragte med sig af død, nød og elendighed.

Jeg vil på ingen måde sammenligne vor tids Corona-pandemi med 2. verdenskrigs rædsler. Men i dag, stod jeg og kiggede ud ad vinduet med en kop kaffe, mens jeg holdt pause fra arbejde, børne-hjemme-skoling og -pasning, og kiggede ned på en fuldstændig tom Michel Wiese og lige så tom Ditmar-Koel-Str. og kunne mærke isningerne ned ad ryggen og uhyggen snige sig ind under huden, og så hørte jeg lyden: først langt fra. Så lidt tættere på. Og til sidst så højt at jeg tydelig kunne høre den: trompetspilleren fra Michel. Vor Gud han er så fast en borg. Det var salmeverset. Mod nord, mod øst, mod syd og mod vest. Det var så smukt. Tonerne lød så klare og sikre, som ville trompetspillerne fortælle os alle, at midt i en tid præget af usikkerhed, uvished og angst, så er der noget der altid er fast. Noget som er så sikker som, ja, Amen i kirken.

***

I dag hører vi om forskellen på menneskeligt brød og himmelsk brød. Det menneskelige brød er det brød vi dagligt spiser og bliver måtte af. Det himmelske brød er det brød der så at sige mætter hjertet, og har vi først det brød, så skal vi aldrig tænke på nogen form for sult eller tørst. Det er det sikre, der er derude. Det er det, som altid er fast. Gud er der. Vi er i hans hænder. Det er deri vi finder styrken, så vi alligevel klarer den, trods mismod og mistillid. Pludselig en dag står man der ved afslutningen af mørket. Lyset falder ind ad vinduet, fuglene synger og man undres over at man ikke har lagt mærke til den verdens skønhed før, som er lige uden for ens vinduer.

Man tænker tilbage på den mørke tid, og så kommer det mest forunderlige i verden: man husker lysglimtene langt bedre end mørket. Det lyder så banalt og er sagt så mange mange gange før, men stadig er det fantastisk forunderligt, at vi mennesker har fået givet evnen til at lade lyset vinde over mørket. At glæden vinder over smerten.

***

Vi skal herefter synge et eksempel på hvordan det himmelske brød giver os styrke til at fortsætte og få glæden til at overstråle mørket. Præsten og salmedigteren Poul Gerhard skrev i 1653 ’Hjerte løft din glædes vinger’. Det var lige efter trediveårskrigen og pesten havde hærget Europa og ramt usandsynligt hårdt. Der hvor Gerhard var præst var kun 42 af byens 245 husstande tilbage. Og midt i den storpolitiske og sundhedsmæssige rædsel, havde han også sin egen rædselshistorie, idet fire ud af hans fem børn var døde. Det er næsten ikke til at forstå, at det er muligt for at finde nogen som helst form for glæde frem under så forfærdelige omstændigheder. Men Gerhardt skriver på fyldt mave – ikke fyldt med menneskeligt brød, men med himmelsk bød. Og derfor kan han skrive – og kan vi nu om lidt synge - ”I som tunge stier træde, stands og hør: Her er dør til den sande glæde. Og i huset inden døre trøstes med salig fred ingen sorg tør røre”.

Alle har sit – alle har vi vores at kæmpe med og sørge over. Salmen her samler alle vores egne personlige tunge stier og gør den til én fælles vej, hvor vi sammen kan trodse elendigheden og tør håbe.

Det evangeliets budskab i dag, her midt i mørket, krisen og usikkerheden: måske er vejen lang, men der er en vej. Og den vej fører til lyset. Det er sikkert. Så sikker som Amen i kirken.  

Amen

Fadervor

Velsignelse

Salme # 114: Hjerte, løft din glædes vinger

***