Det stikker da helt af det her!
- af Janne Nyvold næstformand i menighedsrådet og bogholder i Sømandskirken

Det stikker da helt af det her! Jeg har perfekt lakerede tånegle og babyblød hud på fødderne. I marts måned. Det er nattefrost uden for, og mine sandaler er stadig pakket ned. Jeg har selv ordnet fødderne – hvad skete der lige dér?

Min datter har farvet hår hjemme i vores badeværelse. Noget jeg har gjort på mig selv hele mit liv, oprindeligt med hennapulver blandet med kaffegrums, men velment nægtet hende at gøre ud fra tesen om at ’det skal se ordentligt ud’. Og forældrene betaler gerne besøget hos en frisør, der nægter at farve i ’unaturlige’ farver. Reddet på målstregen - indtil jeg stod sammen med hende på badeværelset med hårklips, pensel og Syoss nuance 1_4. Blåsort. Hvorfor nu dét?

Jeg gik stadig på arbejde i detailhandelen den uge, Danmark lukkede skoler og uddannelsesinstitutioner. Endda så jeg frem til min planlagte ferie ugen efter; prøvetid hos en ny arbejdsgiver overstået, så det var første ferie i et halvt år. Yayy. Corona-virus havde vi da hørt om, og jeg gjorde tiltagende mere ud af at vaske og desinficere hænder efter at have rørt ved kunderne – i brillebutikken. (Hvad troede du?)

Alle mine (delvist hemmelige) planer om en afbudsrejse til sol og varme forduftede om mandagen, da Bundesregeringen gik ud med deres tiltag. Det første i en lang række skulle det vise sig efterfølgende.  Og  så blev jeg ærligt helt lammet! Og følte mig straks syg!! Jeg gik i seng et par dage, totalt udmattet!!! Men fik da indhentet mit underskud på søvnkontoen – for selvfølgelig er jeg ikke syg, hverken med Covid-19 eller noget som helst andet. Heldigvis.

Efter den første uge vågner jeg hver morgen klokken 06.28 eller klokken 06.58. Hvad er det med det 8? Og så starter dagen lige så l a a a n g s o m t, der er jo tid nok til alt:

Vinduerne i huset  er pudset (der er 15, kælder ikke medregnet)
Der er tørret støv af og støvsuget – flere gange.
Fødderne er ordnet.
Netflix er set færdigt. (Som om ...)
Vi har elimineret interessante rester i barskabet.

Jeg henter trøst i at min mands fætter, der er speciallæge ved Riget, engang sagde, at leveren er et organ, der kan restituere sig selv efter overdreven belastning. Bare man holder op med at belaste den. Leveren.

Det bliver senere ...

Herhjemme er vi velsignet med rigtigt mange tommelfingre og venstrehænder, så byggemarkedernes ekstraordinære åbning er spildt på os. Til gengæld kunne vi nu godt gå igang med at rydde op og smide ud, man hvorfor skynde sig? Der er jo mindst én uge til med #bleibtzuhause #stayhome, og vi er endda så heldige at have et rart hjem at være hjemme i. Vi kan gå i hvert vores værelse, når det tætte samvær bliver for tæt – og vi har stadig adgang til alskens sociale medier fra alle værelser. Vi har endda en have at gå ud i, og derfra kan vi føre samtaler over hækken med vores naboer.

Det gør mig så inderligt ondt for de mennesker, der mister deres indtægt og føler sig indespærrede på alt for lidt plads med alt for få muligheder for aktivering. For jeg tror ikke, det er dem, der ses gå ture i Niendorfer Gehege eller til Wochenmarkt i Isestrasse (enhver virologs mareridt).

Vi må tage én dag ad gangen, der er ikke så meget andet at stille op. Og tak til alle, der er med til at de offentlige funktioner alligevel kan opretholdes: skraldemænd, postbude, tog- og buschauffører, journalister, medarbejdere i dagligvarehandelen og alle, der arbejder i sundhedssektoren – i alle lande.

TAK for jeres store og helt nødvendige indsats. Vi ses på den anden side.

***