En dag går det hele amok

- af Charlotte Katharina Andersen, medlem af styregruppen for Den Nordiske Julekoncert og af Sømandskirken

Jeg var beæret, men alligevel i tvivl, da jeg blev spurgt, om jeg ville skrive et blog-indlæg her til hjemmesiden. For ligesom mange andre, oplevede jeg for et par uger siden, at min hverdag blev revet i stykker. Jeg var lige ankommet til Odense efter et par forestillinger på Operaen i København - og skulle videre og dirigere en orkesterprøve i Aabenraa, da opkaldene startede. I løbet af de næste 24 timer stod det klart, at jeg hverken skulle dirigere i Aabenraa samme aften, i Haderslev næste dag – eller dirigere det store dansk/tyske orkesterseminar i Sønderborg den efterfølgende weekend, som jeg havde brugt måneder på at forberede.

Mails tikkede ind fra Det Kongelige Teater; vores kommende turné ville i første omgang ikke blive aflyst. Man ville nøjes med at besætte hvert andet publikumsæde, så det samlede publikumstal kunne holdes under 1.000, og der var afstand mellem gæsterne. Men i de efterfølgende dage stod det klart, at den løsning heller ikke var forsvarlig, og turnéen endte alligevel med aflysning.

Fra at gå mit livs travleste forår i møde, stod jeg pludselig op til en hverdag, hvor jeg ikke behøvede at forlade hjemmet de næste mange uger, måske måneder.

Hvad gør man så? Ja, jeg har stadig ikke helt regnet den ud, men her hjemme er der i hvert fald en hel del musikinstrumenter, der kommer betydelig mere i brug, end på en normal uge. 

Og så ringer folk. Og jeg ringer til familie og venner. Der telefoneres i det hele taget meget mere i øjeblikket, og den del synes jeg, er skøn. Jeg har været lidt ked af, at den skriftlige kommunikation de senere år har taget så meget overhånd, at et gammeldags telefonopkald - nærmest er blevet en grænseoverskridende handling, man lige skal finde modet til at foretage. Men i denne tid får jeg nogle lange telefonsamtaler med folk fra nær og fjern. Og det er dejligt.

De første dage kunne jeg mærke folks forvirring og angst. Angsten er der sådan set stadig; det er en alvorlig situation, vi er havnet i. Men, her i skrivende stund d. 27. marts, har solen mærkværdigvis stået højt på himlen, lige siden krisen stak sit grimme ansigt frem, og jeg kan mærke, at folk er begyndt at drømme om tiden efter Corona’en. Nogle har sågar døbt den ”Post-Corona”-tiden.

Jeg selv kan heller ikke vente med at komme rigtigt ”ud” igen. Ih, hvor skal jeg bare gå til mange koncerter, i teatret, biografen, på kaffebarer, restauranter, til sportsbegivenheder, ud at rejse… Jeg skal sippe hvidvin i solen med alle de veninder, jeg i øjeblikket ikke kan mødes med – og livet skal bare leves på den anden side af Corona’en.

Som en god ven sagde til mig for nyligt: ”Jeg vil virkelig gerne have en økonomisk aktie i de første koncerter, der arrangeres, når vi atter bliver sluppet ud”. Og det tror jeg faktisk, der er noget om. Vi har lært, at vi ikke skal udskyde ting, vi gerne vil - og regne med, at vi ”bare kan gøre det i næste uge”. Pludselig kunne vi ikke det. Men hvor tit har vi egentlig fortrudt, at vi tog til den koncert, oplevede den fodboldkamp, tog på den rejse eller gik ud og spiste med vennerne? Nej, vel…?

”Vi er tre uger fra at kende folks ægte hårfarve” stod der i et af de mange sjove Sprüche/vittigheder, der florerer på internettet lige nu. Ja, prøv at tænke på, hvor der bliver travlhed hos frisøren, når hun atter åbner. Jeg står i hvert fald selv forrest i køen.

Folk er generelt gode til at hente TakeAway hos den lokale restaurant, som man håber, vil overleve krisen. Købmænd leverer varer som aldrig før i Danmark og Tyskland. Og jeg er ikke i tvivl om, at kunderne fremadrettet er meget mere bevidste om at benytte de tilbud, man også ønsker skal eksistere i fremtiden.

Jeg håber, disse er nogle af mange eksempler på, hvordan denne skræklige tid - vil få os til at stå sammen og tage ansvar for hinanden. Vi skal IKKE ud og høre de koncerter eller prøve den nye kaffebar - før det er forsvarligt. Men når det så ER forsvarligt.... Hvor jeg dog glæder mig! Så går det hele amok – på den positive måde ?

***