Corona-Blues

- af Sofie Lystlund, teologipraktikant i Sømandskirken 2019

Sidste efterår var jeg i praktik i kirken og sideløbende med alle aktiviteter i Hamborg, skulle jeg planlægge mit kommende specialeforløb. Specialet skriver jeg her i foråret, men fordi specialeskrivningen er blevet forkortet ned fra seks til fire måneder, er det vigtigt, at vi som studerende allerede påbegynder tankerne ”før tid”. I Hamborg var jeg glad for at have en kirkelig hverdag, så jeg var heller ikke i tvivl om, at mit speciale skulle gå ud på at komme ud i kirken og indsamle egen empiri. Mit emne blev drop-in-dåb. Kort fortalt er drop-in-dåb et to år gammelt initiativ, der i DK startede på Vesterbro og nu har spredt sig til hele landet. Som begrebet antyder, kan man ’droppe ind’ fra gaden og blive døbt. Alt man skal gøre er at have billedlegitimation med, og hvis man er under 18, skal man også tage sine forældre med. Jeg har valgt emnet, fordi konceptet summer af en levende debat, der er både for og imod, og det gør emnet vildt aktuelt. Men nok om det, for hvordan har corona egentlig påvirket min specialeproces?

Da Mette Frederiksen for snart tre uger siden meldte ud, at vi skulle sendes hjem fra arbejdspladser, undervisning og daginstitutioner, anbefalede hun også, at trossamfund lukkede ned. Jeg hæftede mig i, at det var en anbefaling men ikke en ordre, så jeg ventede spændt på biskoppernes beslutning torsdag formiddag. Jeg skulle nemlig til drop-in-dåb i Aalborg om lørdagen og i København ugen efter. Jeg krydsede alle fingre for, at jeg kunne nå disse, da observationerne er en del af min empiri og dermed afgørende for min skriveproces. Men folkekirken tog udmeldingen alvorligt og lukkede kirkebygningerne ned.

Jeg har specialeplads på universitetet, så det betød også, at jeg skulle op og hente alle mine bøger med hjem. Ligesom folkekirken reagerede Aarhus Universitet også med det samme, og da jeg torsdag morgen mødte op på uni, var det som at gå rundt i en spøgelsesby. Hvor der en normal hverdag er fuld af liv med masser af studerende, faglighed og rygepauser, var der mennesketomt. Jeg havde bestilt bøger på biblioteket mandagen inden, og jeg håbede at kunne snakke med en bibliotekar, der kunne fortælle, om jeg kunne nå at afhente bøgerne. Men alt var lukket ned, og jeg kunne ikke engang komme ind i bygningen. Jeg var grædefærdig, fordi der var ikke en sjæl at spørge, og jeg kunne ikke undvære mine bøger. Efter flere desperate minutter mødte jeg heldigvis en medarbejder, der kunne låse mig ind.

En konsekvens ved coronakrisen, som jeg ikke havde forudset, er, at min mand og jeg har fået boligdrømme. Medierne skriver ellers om, at corona påvirker boligmarkedet i den negative retning. Men pludselig har vi fået et stort behov for at købe et hus eller i hvert fald noget større, end hvad vi bor i. Lige nu bor vi i en 2-værelseslejlighed sammen med vores tre årige datter Selma. Men når man ikke kan tage nogle steder, der er opgaver, som skal klares, og vi sidder i lårene af hinanden, så er sådan en lejlighed pludselig ikke så stor længere. Vi er dog i stedet taget i sommerhus.

Jeg har fået corona blues, og jeg savner at være sammen med både familie og venner. Jeg er træt hver aften efter at have vurderet flere gange i løbet af dagen, om ”jeg godt kan gøre det her”. Men når alt kommer til alt, er jeg taknemlig for at bo i et land og være en del af et fællesskab, hvor vi står sammen hver for sig.