Gudstjeneste Palmesøndag

- ved sanger Maria Marstal og sømandspræst Vicky Popp Fredslund

Hør hele gudstjenesten ved at klikke her: 

Gudstjeneste05042020.mp3

Velkommen

Salme #176: Se, hvor nu Jesus træder

Hilsen

Præst: Herren være med jer

Menighed: Og Herren være med dig

Bøn Præst: Lad os alle bede. Lovet være du, Herre Jesus Kristus, for at du red ind i Jerusalem, selv om du vidste, at domfældelse og død ventede dig. Du ville herske ved at tjene, og du var lydig mod dit kald til døden på korset. Herre og frelser! Giv os af din kærlighed og trofasthed, så vi elsker dig og følger dig i at leve for andre og skabe fred og retfærdighed på jorden. Du er Herre i Himmel og på jord, og din vilje skal ske fra evighed til evighed.

Menighed: Amen

Læsning

Præst: Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas

Menigheden: Gud være lovet for sit glædelige budskab

Præst: Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!« (Matt 21,1-9)

Trosbekendelse

Præst og menighed: Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber. Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Amen. Amen. Amen.

Salme

# 380: Op, dog Zion, ser du ej

Prædiken

Forleden så jeg et af de her opslag på Facebook med en udtalelse om Corona-situationen. Det sagde noget i stil med: ”Dine bedsteforældre blev bedt om at gå i krig for Danmark. Du bliver bedt om at blive hjemme på din sofa for Danmark. Det kan du godt klare”.

Når man hører det på den måde, så ja, det burde vi jo nok kunne klare. ***

I dag er det Palmesøndag og vi hører om Vor Herrer der kommer ind i Jerusalem. Mange, selv romerne, troede at han var en politisk oprører. At han ville frelse jøderne i politisk forstand og med magt befri dem fra romerne. Så nu skulle der kæmpes. Fronterne stod linet op. Næverne var knyttede under palmegrenenes grønne blade. Nu kom han. Frelseren. Oprøreren. Godt nok ridende sagtmodig på et æsel, men derfor kunne han vel stadig slå fra sig og udtænke befriende planer. Han gik ind i Templet, blev vred og væltede boderne, han forbandede figentræet, han udråbte ve-råb over de lærde jøder og dom over Jerusalem og talte om verdensdom og de sidste tider. Palmesøndags jubelråb var lige så tvetydige, som når vi med glæde i stemmen råber Hurra – et ord, der oprindeligt betyder: Dræb ham.

Ugen går med mangt og meget og pludselig er det torsdag. Jesus spiser med sine disciple. Peger på en forræder og går ud i Gethsemane have for at bede. Ingen befrielse endnu, ingen kamp, ikke engang da soldaterne kommer og fanger ham. Tværtimod. Da Simon Peter trækker sit sværd, beder Jesus ham om at stikke det til bage i skeden. Og det bliver heller ikke til hverken hårde ord, knyttede næver eller vold fra hans side, da han bliver ydmyget, slået, revet i, tornekronet. Eller da folket vælger at få Barabbas befriet frem for ham. Eller da han selv skal bære korset til Golgata, da han bliver hængt op, spottet og led. Kun venlige ord til røverne ved siden af ham. Ingen kamp, ingen magtdemonstrationer, kun et ”Det er fuldbragt”. Og så dør han.  

Var det det? Man kunne forestille sig disciplene og alle andre der havde håbet på at Jesus var befrieren, den der skulle frelse dem fra denne verdens lidelser og genvordigheder, at de har været skuffet.

Og påskemorgen, den skønneste morgen af alle, står han op og ud af graven. Igen ingen kamp og buldrende verdensovertagelse. Højst et par soldater der ved synet af en Herrens engel bliver som døde. Mennesket frelses, døden overvindes, livet og kærligheden varer for evigt. Og Vor Herre har gjort det for os. Alt vi skal er at tro. Ikke slås for det. Tro, håbe og elske. Så er alt os givet.

Når man hører det på den måde, så ja, det burde vi jo nok kunne klare. ***

Har I prøvet at sidde ved siden af en sygeseng? En seng hvori det lå en person som I elskede, holdt meget af, og som var meget syg. Det er ikke til at holde ud. Sidde der og ikke kunne gøre noget. Nogle gange føles det som om, at det er lettere at være den syge eller døende, end den der sidder ved siden af, for man kan ikke gøre noget. Bare sidde der.

Det ville være så meget lettere, hvis vi kunne komme med noget helbredede medicin. Eller hvis vi kunne tage den syges plads. Eller udfri den dødslidende fra sine smerter. Gøre noget. Handle. Passivitet er den værste og sværeste følelse. Den sætter sig i vores hoveder og i vores krop. Det værste er ikke at vide hvad man skal sige eller hvad man skal gøre – især når der faktisk ikke er noget at sige eller gøre.

***

I midten af marts var det meget hyggeligt. Nu behøvede vi ikke rende rundt og gøre alt muligt. Nu var alt lukket og vi havde endelig tid til os selv og hinanden. Men som dagene gik, blev det mere og mere anspændt. Tavsheden og passiviteten lagde sig over samfundet. #StayHome #HoldAfstand #SammenHverForSig. Hyggen blev overtaget af uhyggen. Butikker lukkede. Spisesteder og Caféer lukkede. Skoler, børnehaver, uddannelsessteder. Kirker, forsamlingssteder, legepladser. Koncertsteder, teatre, museer. En gravstille ro lagde sig over selv de mest befærdede steder.

Og tiden gik og tiden går og intet kan vi gøre. Vi hverken må eller kan gøre noget ude i det fælles rum eller mod virusset. Det bedste vi kan gøre er at gøre ingenting. Som sad vi ved en sygeseng.

Vi kan stadig have travlt. Ingen tvivl om det. Oprydning, hjemmeskole, pasning, mails, telefoner, indkøb. Der er masser at lave – men intet at gøre. Vi kan ikke gøre noget ved årsagen til hele miseren. Det er ikke en krig vi skal føre – selvom Trump får det til at lyde sådan.

Så man kunne måske sætte spørgsmålstegn ved udtalelsen: ”Dine bedsteforældre blev bedt om at gå i krig for Danmark. Du bliver bedt om at blive hjemme på din sofa for Danmark. Det kan du godt klare”. Kan vi det? Er det ikke langt lettere at kunne gøre noget ved årsagen til hele miseren end ikke at kunne gøre noget som helst?

***

I dag er det Palmesøndag. Man siger at Påsken er aflyst. Sikke noget pjat. Påsken har måske aldrig været så relevant for os, som den er i år. Men er påsken ikke bare endnu et sted, hvor vi skal være passive. Endnu et sted, hvor vi bare skal sætte os ned og modtage. Modtage Guds Nåde og Frelse helt gratis? Er kristendommen ikke en religion for de passive? For de svage, der ikke kan gøre noget. Et sted hvor der er manglende vilje til magt, for at kaste lidt Nietzsche og ’Gud er død’-retorik ind i debatten?

Nej. Påsken er ikke aflyst og kristendommen er ikke det samme som passivitet og mangel vilje til magt. I påsken bliver vi mindet på at vi har fået liv, nåde og frelse, tro, håb og kærlighed, det alt sammen, for at vi netop kan mønstre energien, modet og viljen til at gå ud og gøre noget.

For der er er masser at gøre. Vi kan ikke fjerne Corona, men vi kan sandelig gøre en masse for at det ikke sker igen. Miljøet og naturen skriger efter vores hjælp. Og vores medmennesker, der netop nu lider enten pga corona-lidelser eller pga nedlukningerne, dem kan vi hjælpe her og nu og på sigt.

Og så kunne vi – når vi har forsøgt at hjælpe alt det og alle de, der er direkte berørt af situationen - prøve at lære noget af denne situation. Ikke bare forbruge mindre, rejse mindre og ringe mere, hjælpe mere lige nu, men også når ”the hurlyburly’s done, the battle’s lost and won”. Det er nok dér, det virkelig slag skal stå.

Påske er tiden hvor vi bliver mindet på: du har fået gaven, viljen og modet. Gør noget nu ved de to store M’er: Miljøet og Medmennesket. Vor Herre Jesus Kristus har én gang for alle overvundet døden. I påsken siger han – igen – til os: Kæmp ikke for mig, men for hinanden. Jeg har banet vejen. Nu er der ingen undskyldning mere.

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du, som var, er og bliver en sand treenig Gud. Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde, og Gud kærlighed, og Helligåndens fællesskab, være med os alle.

Fadervor

Præst og Menighed: Fadervor, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Thi dit er riget og magten og æren i evighed! Amen.

Velsignelse

Præst: Herren velsigne dig og bevare dig

Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig

Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred

Menighed: Amen Amen Amen

Salme

#260: Du satte dig selv i de nederstes sted