Corona – Naturens opsang til Menneskeheden?
- af Maria Marstal, kirkesanger i Sømandkirken

Sidste gang jeg skrev et blogindslag, handlede det om, at vi alle skal huske at være der for hinanden og grine sammen, fordi vi er fanget i en tid, som minsandten er kommet bag på os alle. 

I denne uge har jeg reflekteret over spørgsmål såsom: Hvad vil tiden vise os? Hvad vil corona vise os? Vil den minde os om noget? Noget, som vi kan tage med os, når vi kommer ud på den anden side?

Jeg har sågar studset over, hvilke positive effekter corona måtte have. Og funderet over, om det overhovedet er i orden at være glad for de positive resultater. For langsomt begynder jeg at fornemme, at der også kommer noget godt ud af coronakrisen. Først var det endda lidt grænseoverskridende for mig, at begynde at tænke på de gevinster, der kan komme ud af corona, som er så forfærdelig for mange. De sidste uger har vi været præget af angst og uvidenhed, og bekymringen har været altoverskyggende. Det er den måske endnu, men langsomt er jeg selv begyndt at komme ned i gear og efterhånden vænne mig til tilværelsen som isoleret eneboer. Når vi nu sidder i det som vi gør og ikke kan gøre andet end at vente på at karantænetiden ophører, så giver tiden grobund for nye tanker.

Hvis man betragter corona med et positivt sind, må jeg indrømme, at jeg ikke kan lade være med at være en smule lettet på miljøets vegne. Hvor må naturen dog vinde meget ved, at vi ikke længere har mulighed for at rejse på tværs af grænserne, hverken med bus, bil eller tog, men i allerhøjeste grad flyvemaskiner. I Wuhan i Kina, hvor det første udbrud af corona begyndte, kunne man for nylig opleve blå himmel og for første gang i en menneskealder, er vandet i Venedigs kanaler rent. Det er i virkeligheden en smule uhyggeligt at tænke på.

Så melder en tanke sig: Har corona været naturens måde at slå tilbage på?

Historisk set har naturen før været i stand til at klare ærterne for os. Da Den Sorte Død brød løs i 1300-tallet, var kloden overbefolket og landbruget ikke i stand til at brødføde alle. Set med moderne øjne, løste pesten dette problem. Datidens forklaring var, måske ikke så overraskende, at pesten var Guds straf mod menneskets syndighed. Ser man i dag på naturens vinding ved coronakrisen, kan jeg ikke undgå at tænke, at corona måske er, hvis ikke Guds, så naturens måde at ”straffe” os, fordi vi ikke passede bedre på. Ordet ”straf” kan godt klinge voldsomt i manges ører, men måske skal man blot tage det som en løftet pegefinger. For hvad hvis vi havde reageret sådan her, da oplysningen om klimakrisen blev offentliggjort? Hvis man havde reageret prompte uden at tøve? Det gjorde vi ikke, så nu tvinges vi.

Denne tanke kan hurtigt sætte en diskussion i gang, og jeg ved at der selvfølgelig er mange mellemregninger som skal tages i betragtning. Men om ikke andet, så er tanken interessant, og den giver stof til eftertanke. Måske kan vi lære noget af denne tid, som kan udvikle os og gøre os klogere. Selvom vi nogle gange opfører os som er vi vores Jord overlegen, må vi huske på at naturen alligevel er en uhyggelig stor kraft, som vi i sidste ende ikke kan hamle op med. Vi må bøje os i støvet og huske at være ydmyge.

Jeg kommer uundgåeligt til at tænke på historien om Babelstårnet fra Bibelen (1. Mosebog kap. 11). Et eksempel på vores manglende ydmyghed. Historien beretter om, hvordan menneskene forsøgte at bygge et højt tårn som skal nå op til Gud. Et pinligt forsøg på at være Gud overlegen. For hvad skete der? Gud slog tilbage, han destruerede tårnet og gav alle menneskene et sprog hver, så ingen var i stand til at forstå hinanden. Det var straffen for vores storhedsvanvid og grådige stræben.

Så slemt skal det forhåbentlig ikke gå den dag i dag. Jeg tror at det modsatte vil ske, at vi mennesker tværtimod lærer at forstå hinanden bedre efter coronatiden. Forhåbentlig ikke bare hinanden, men også naturen, som måske har fået sit budskab igennem.  

Det er en dyster måde naturen angriber os på, men jeg vælger personligt at tro på, at naturen har de bedste intentioner for os. Den prøver at hjælpe os med at se klarere og i bedste fald få os til at tage ved lære. I så fald kan vi tage en masse med os ud på den anden side, som måske vil udvikle os som art. Det håber jeg på. Lad os forstå og være der for hinanden og ikke mindst passe på hinanden og vores klode. Vi kan jo godt, når der bliver talt med store bogstaver. Så lad os huske det og se fremad. For vi skal være positive. Vi skal tro på, at vi kommer igennem det. Og vi skal tillade os selv at fryde os over de gode ting, der kan komme ud af en besværet tid. Og tilgive os selv for at være glade derved.

***