Corona og kulturlivet

- af Louise McClelland Jacobsen, sopran i kirken i 2019-2020

Corona har ramt alle i større eller mindre grad. En ubuden gæst, som for mit vedkommende gør det svært at holde styr på hvilken dag det er, hvornår jeg har eller burde have en aftale, om der mon er noget jeg har glemt osv.

Corona har også i den grad ramt os i en tid, hvor musikere og andre udøvende kunstnere plejer at have ekstra travlt. Det har dog ikke været tilfældet i år.

Det kommer nok ikke som den store overraskelse, at jeg skriver og drøfter kulturlivets udfordringer i denne krisetid. Jeg har selv oplevet at samtlige koncerter er blevet aflyst. Mange af dem havde jeg set særligt meget frem til – bl.a. en med NDR-koret i Elbphilharmonien. Denne koncert blev også hurtigt udelukket, da grænserne mellem Danmark og Tyskland lukkede, og jeg sad herhjemme i København. Mange andre koncertmedvirkende har også mistet deres indkomst, som f.eks. lysmænd, koregrafer, kamerafolket, regissører, og jeg kunne blive ved.

Dog kan man finde lys i mørket! Corona har nemlig også skabt nye fællesskaber. Den velomtalte fællessangskultur breder sig på alle kanter i Danmark. Højskolesangbogen er på bestseller-listen og mange støtter kulturlivet via gavekort og andre nytænkende ideer. Det synes jeg, er en smuk, rørende og uselvisk handling. Fællessangen hjælper folk til at skabe et fælleskab – hver for sig. Når mennesker på plejehjem er forhindret i at få besøg, kan de søge nye fællesskaber i sang. Børnehaven kan synge sammen, som de altid har gjort. Sangen knytter os alle på kryds af generationer og baggrunde. Det er da bare en sensation i sig selv!

Jeg har været så beæret i at være en del af nogle forskellige ”corona-sikre” arrangementer/koncerter. Bl.a. sang jeg for Dronning Margrethe i Kongens Have, jeg tager del i en nyopstartet koncertvirksomhed, som hedder Baggaardskunst. De booker forskellige (arbejdsløse) kunstnere til koncerter i Københavnske baggårde. Det er den danske Johanne Holten, som jeg lærte at kende på Hochschule für Musik und Theater i Hamborg og Andrea Støier, som har taget initiativet til at skabe forummet. To unge og meget seje kvinder!

Som sanger under uddannelse føler jeg ofte, at jeg træder ind i en usikker og skrøbelig profession. Jeg tænker ofte: ”Er der overhovedet brug for klassiske sangere?” I denne tid er jeg kun blevet bekræftet i hvor vigtig et fællesskab om kultur er. Det gjorde jeg på sin vis også i Hamborg. Det at være dansker i udlandet sætter ting i perspektiv. Vi har mange traditioner og faste gøremål til forskellige højtider. Mange af dem indebærer sang. Det tror jeg ikke er tilfældigt. Sang bringer os tættere sammen, og det skaber en historie og et bånd mellem mennesker. Vi har alle brug for andre mennesker, selvom vi er hver for sig i en periode.

På denne note kan jeg kun opfordrer alle til at synge sammen – man bliver så dejlig glad af det, også i denne svære og uvisse tid!