Cæsium og Corona

- af Edda Laudahn, danskstuderende i Sømandskirken

1986: Reaktorulykken ramte øst og vest lige uforberedt. Der var ingen beredskabsplan, ingen officielle henstillinger om, hvilke foranstaltninger der skulle træffes. At en katastrofe som denne kunne forekomme, troede man simpelthen ikke kunne være mulig – eller ville ikke tro på, at det kunne ske.

2020: At en katastrofe som denne kunne forekomme, troede man simpelthen heller ikke kunne være mulig – eller ville ikke tro på, at det ville ske.

Jeg tænker meget på dengang og nu.

Bliv venligst indenfor, det regner!

Vi var i vores weekendhus i nærheden af Lüneburg. 50 m2 midt i skoven. Som en undtagelse fik vi lov til at se tv. Jeg gik frivilligt ud i skuret for at læse. Det var bare for tæt med hele familien.

Jeg var 12 år gammel. Vi havde aldrig oplevet noget lignende. Vi havde ingen sikre alternativer måder at agere på. For min yngre bror var det sikkert, at politiet ville tage sig af alt. Jeg var forvirret. Vores nabo havde en sølvhættejakke på i månedsvis.

Vi drømte om skinnende biler, der blev dekontamineret ved grænserne. Af mennesker i beskyttelsesdragter. Min bedstemor spiste kun dåsegrøntsager og drak UHT-mælk. Jodtabletter var ikke længere tilgængelige på apoteker. Landmændene krævede kompensationsbetalinger for manglen på høstindtægter. Flyrejser til Australien og De Kanariske Øer var fuldt bookede. Krisen var regional begrænset.

Og truslen kom ovenfra og senere nedefra.

Lad det være i fred, i år spiser vi ikke svampe!

Vi elskede at samle svampe i efteråret. Det år var der flere brunstokket rørhatte, Karl Johan og kantareller i skoven end nogensinde før!

I mine drømme glødede de i neonfarver.

Har du været udenfor i dag?

I den første uge spillede de bordtennis, brugte basketballbanen og joggede. Nu spreder trægheden sig. Jeg bor sammen med tre unge i pubertetsalderen på 63 kvadratmeter. Faktisk skal en af os altid være ude, så lejligheden ikke bliver for lille.

Vi har ikke et skur, men vi har et loftsrum. Jeg har allerede gjort det rent. Jeg kan godt lide at være deroppe. Jeg kan se fjernsynstårnet, solen skinner og alt ser ud til at være fint. Fuglene kvidrer, ingen fly kan høres. Verden er blevet stille. Jeg spurgte de tre unge, om de drømmer om Corona. Nej. De drømmer om Trump og Nordkorea. Og om vores kat.

I lørdags gik jeg på fiskemarkedet med en veninde på cykel. Vores foretrukne bar er lukket. Vi sad på en bænk ved færgehavnen og drak dansk kirsebærlikør, gemt i vores håndtaske. Vi siger skål til livet og dem, der redder liv. Da politimændene kom forbi, gled vi længere fra hinanden. Truslen kommer fra siden, forfra og bagfra.

”Bærer du en ansigtsmaske, når du køber ind?”

”Nej, der er jo ikke flere masker.”

”Tog du jodtabletter dengang?” Hun ved straks, hvad jeg mener.

”Nej, jeg spyttede dem ud.” Vi griner. Og det er så godt at grine i denne natlige havnepragt i Hamborg.

”Jeg drømmer om havet.”

”Også jeg.” Og vi tager hinandens hænder kort.