Klima og Coronakrise

- af Jörg Steinbrenner, Danskstuderende i Sømandskirken

Vi oplever nu Coronakrisen. Hele verden beskæftiger sig med spørgsmålet, hvordan vi kan stoppe virussen fra at udbrede sig og ramme og dræbe befolkningen. Hver dag ser vi beretninger, læser om denne skrækkelige og forfærdelige situation i Italien og andre lande verden over. Vi iagttager vores naboer, som agerer forsigtigt, holder afstand til hinanden og registrerer at grænserne, restauranterne, forretninger er lukket. Vi accepterer alle indskrænkningerne af vores personlige frihed fordi faren er real og hver dag informerer medierne os om nye infektionstal og antallet af syge der dør på grund af virussen. Vi tror på videnskaben og bliver følelsesmæssigt berørt. I mellemtiden har vi fuldstændig glemt klima- og flygtningekrisen. Der er ikke nok plads i vores hjerner og hjerter til at lægge mærke til tre krisescenarier samtidig. Men klimakrisen er meget farligere, mere substantiel og eksistentiel for vores egen, vores børns og de næste generationers fremtid.

Problemet er abstraktionsniveauet af klimaforandringen. Bortset fra en alt for varm sommer mærker vi ikke umiddelbart risiciene. Vi er nødt til at forandre vores livstil. Frivilligt, uden at regeringen tvinger os, kun på grund af vores egen indsigt. Det er vanskeligt, men ikke umuligt.

Men farerne ligger i fremtiden og vil først ramme andre lande og kontinenter og at omstille sit kødforbrug og rejselyst principielt er meget mere vanskeligt end tre måneder uden at besøge sine bedsteforældre. Fundamentale forandringer kræver en meget større indsigt. Men det er bedre at gå skridt for skridt, at undlade at spise kød fem gange om ugen end at tvinge folk til at blive veganer.

Jeg er overbevist om at vi skal forblive optimistiske. Dronning Margarethe sagde at angst ikke er en god rådgiver og det er også mit synspunkt.

Rigtigt er det, at vi kæmper mod mange dårlige ting og at vi har udviklet en bevidsthed for en negativ udvikling. Selvfølgelig er det rigtigt og vigtigt. Faren er at vi bliver frustreret. Resultatet kunne være resignation. En gang læste jeg en artikel om positiv udvikling. Forfatteren fortæller at vi har et stigende antal mennesker med tilgang til rent vand, flere demokratiske lande end 30 år siden, at børnedødelighed er reduceret til 50 %, at ozonlaget er blevet halveret, så flere og flere engager sig i sociale projekter. Derfor skal vi bevare vores optimisme og passe på at vi ikke kun ser fremtiden i et mørkt lys.

Mennesket har ofte fundet løsninger for at overvinde krisetider. Vi skal ikke være overfladiske, men livet er en vidunderlig gave og vi skal alle huske at nyde livets muligheder.