”... da jeg kom til Hamborg i 1922”.

- Sune Haubek, sømandspræst

I 1922 kom den 20årige svensker, Ragna Norström, til Hamborg for at arbejde som lærerinde. Det blev til et livslangt virke i den svenske skole i Ditmar-Koel-Straße. Ragna Norström blev meget gammel og døde i 1998 her i Hamborg. I sin erindringsbog fra 1997 ”Hur det var förr” fortæller hun levende og spændende om sit liv og virke i Gustav Adolfskirken. Bogen her naturligt nok særligt fokus på de voldsomme år under krigen, hvor alle kæmpede for den daglige overlevelse.

Hun indleder bogen med en malende og meget flot beskrivelse af Ditmar-Koel-Straße og kvarteret, som den svenske kirke ligger i. Jeg har oversat hendes indledning til dansk og bringer den her nedenfor. Meget af det hun beskriver kan man med lethed genkende og se for sig. En del ting har selvfølgelig forandret sig og andet er forsvundet. Det gælder blandt andet den badeanstalt, som hun fortæller ligger for enden af gaden op mod Schaarmarkt. Den forsvandt i juli 1943 ved bombningen af Hamborg, og der hvor badeanstalten lå i 1920´erne, ligger i dag Benediktekirken.

Man kan ikke lade være med at tænke på, hvad hun har oplevet i sine mange år i Hamborg. Hun kom i 1922 ned til hyperinflationen, som varede indtil 1924. Hun oplevede depressionen i 1929, arbejdsløsheden, den nazistiske magtovertagelse og krigen. Hun var i Sverige under de 11 dages lange bombninger af Hamborg i juli 1943, men skyndte sig tilbage til Hamborg for at hjælpe til i menigheden. Hun oplevede kapitulationen i maj 1945, men også de hårde efterkrigsår, hvor hele samfundet lå i ruiner. Den svenske kirke havde i modsætning til både den norske og den danske kirke overlevet bombningerne, men ressourcerne og midlerne var ekstremt små i efterkrigsårene. Man overlevede kun med nødhjælp hjemmefra. Hun nævner et sted, at de havde natligt udgangsforbud i byen helt frem til slutningen af 1947. Det var over 2,5 år. Ingen tvivl om, at Ragna Norström var en yderst pligtopfyldende kvinde. Hun blev på sin plads i kirken selv under de voldsomste trængsler. Hun er citeret for at have sagt: ”man har inte lov att tänka på sig själv”.

Nu er det jo aldrig en trøst, at andre har haft det langt værre end en selv. Hver tid har sine kriser og sine udfordringer. Vi har vores med den igangværende corona-pandemi. Hvad kan vi så bruge hendes og lignende fortællinger til? Vi kan blive mindet om, at vi mennesker faktisk er utrolig robuste, og at vi i krisetider kan frembringe en ikke uanselig overlevelseskraft. Vi har ikke bare en naturlig opretholdelsesdrift, men vi er også bundet op af pligten og omsorgen for andre. Alene vil vi have svært ved at klare det, men fordi vi er forbundne med andre, så kan og skal vi nok klare os igennem det hele sammen. Det giver os overskud til at kigge udover os selv, og se de mange relationer og fællesskaber vi er en del af. Vi har nemlig lov til at tænke udover os selv. Det hjælper faktisk ikke kun de andre – det hjælper også os selv.   

Nyd Ragna Norströms beskrivelse af et Hamborg for næsten 100 år siden:

”På hjørnet af Ditmar Koelstrasse og Johannis Bollwerk nede ved Hamborgs Landsungsbrücken ligger den svenske Gustaf Adolfskirken. Man behøver bare gå over gaden for at stå på kajen ved Elben. På den anden side af floden ligger det ene skibsværft ved siden af det andet med sine dokker og sine beddinger. Det høres over floden, hvordan der arbejdes derovre. Trafikken er livlig på Elben. Oceanlinerne lægger til ved Überseebrücken et lille stykke længere væk nede ved gaden Vorsetzen. Bugserbåde, pramme, toldbåde, lægebåde, politibåde og færger, som uophørligt sejler fra den ene side til den anden med arbejdere til og fra deres skiftehold. Gennem Elbtunellen i nærheden går en vedvarende strøm af lastbiler, biler, hestevogne, cykler og fodgængere, som har ærinde ovre på den anden side. En lang granitbygning, almindeligvis bare kaldet Landungsbrücken, huser en stor restaurant, et rejsebureau og kontorlokaler. Gennem denne bygning går syv store buegange, som leder ud til nogle broer, som fører ned til den lange pontonbro, hvor bådene lægger til. Broen hæver og sænker sig alt efter tidevandet. Nede på pontonbroen ligger små restauranter og beværtninger samt kontorer for forskellige rederier. Her er det altid livligt og spændende.

Ditmar Koelstrasse er en kort gade på to husblokke. To huse længere nede end kirken ligger en politistation, god at have i nærheden. Ved gadekrydset ligger der beværtninger på tre af hjørnerne, på det fjerde hjørne ligger en købmand. Gaden munder ud i et ret stort torv, Schaarmarkt. Her ligger til venstre blandt andet en badeanstalt, og går man forbi en bar, rigt bemalet med navnet ”Zum alten Afrikaner”, så kommer man op ad en bakke til Hamborgs vartegn Sankt Michaeliskirken, i folkemund bare kaldet ”Michel”, som kan ses langt ude på Elben.

Lige ved siden af vores kirke ligger den engelske sømandsmission. Ved siden af den en ejendom med en beværtning på nederste etage, og rundt om hjørnet ligger det skandinaviske sømandshjem – et hotel for søfolk, hvor de også kan spise deres måltider.

Ved den store opgang til ”Hochbahn”, som S-toget kaldes, ligger en hyggelig restaurant med røde plysmøbler. Den hedder ”Das kleine Fährhaus”.

Parallelgaden til Ditmar Koelstrasse, Eichholz, består også af to husblokke og har intet mindre end 26 beværtninger i gaden. Ofte er der en bar i kælderen og en i stuen. En af disse barer ejes af en svensk sømand – som er ”gået i land”. Han hedder Johansson og er kendt for sit store hvalrosskæg. Beværtningen hedder ”Til Stockholms klippor”.

Bagved Eichholz ligge en ganske høj bakke, og her ligger der et søobservatorium. Fra bakken skydes der med kanoner for at advare befolkningen mod højvande i havnen, det vil sige når det er flod og vandet stiger så højt at det trænger ind i kældre og værelser. På observatoriet hejses forskellige varslingssignaler alt efter vindstyrken på Elben.

Fem minutters gang op fra Helgoländerallé står det store stenmonument af Otto von Bismark, ”Jernkansleren”. Et lille stykke til og så kommer man til den berygtede gade Reeperbahn, hvor underholdningsstederne og beværtningerne ligger tæt. I vrimlen af turister og søfolk fra alle verdens lande blander sig områdets arbejdere og småfolk, som bor og arbejder her. Dette var kirkens nærmeste nabolag, da jeg kom til Hamborg i 1922.”

Fra ”Hur det var förr” (Sv.) /”Wie es früher war” (Ty.) side 19-20.