02/07/2024 0 Kommentarer
Den dag Birgitte var med på skibsbesøg
Den dag Birgitte var med på skibsbesøg
# Aktuelt
Den dag Birgitte var med på skibsbesøg
Søndag d. 27/6 var en speciel dag for mig. Det var den sidste gudstjeneste inden ferien og dermed og den sidste gudstjeneste (som medarbejdere) for Maria og undertegnede. Da gudstjenesten var slut, gik vi alle udenfor for at nyde et godt glas og tage afsked med Maria og mig. Jeg er meget rørt over de fine ord jeg fik med på vejen igår, og mange tak til dem som var med i går og gjorde dagen til noget særligt.
Siden jeg startede her i kirken, har Birgitte og jeg talt om skibsbesøg og at hun da selvfølgelig skulle prøve det. Så da gæsterne var gået i går, kørte Birgitte og jeg på havnen. Der var intet mindre end to danske skibe i havn, så vi drog afsted til ADM terminalen hvor tankeren Oracliff lå. Oracliff er fra rederiet Simonsen, når de er i Hamborg, ligger de ofte på den kajplads der er lige under Köhlbrandbrücke, det er vel nok faktisk den smukkeste plads man kan ligge på i hele HHLA. Så det var en fornøjelse at kunne vise Birgitte den del af havnen. Der var flere danskere ombord, og vi fik fornøjelsen af at tale med to af dem. Vi fik overleveret bøger, NYT (bladet fra DSUK), lidt Bülow lakrids og en lille folder her fra Benediktekirken.
Da vi var færdige derude kørte vi videre til containerterminalen Eurogate. Her lå det danske Hamburg Süd skib, Cap San Raphael. Alene det at stå udenfor hegnet og kigge ind på en containerterminal er stort, så for mig er det altid en vild oplevelse - selvom jeg efterhånden har været der et par gange - og jeg er sikker på at Birgitte er enig. På Cap San Raphael var der også en del danskere, men vi fik lov til at få os en rigtig god snak med den flinke overstyrmand derude. Vi fik igen overleveret bøger og blade, og faktisk også det sidste Bülow lakrids. Jeg må jo altså bare konkludere, at Birgitte simpelthen er et naturtalent til de her skibsbesøg. Vi sagde pænt farvel og fortsatte ned af Zellmannstrasse til Duckdalben.
Duckdalben, er en sømandsklub som er bestyret af den tyske sømandsmission som vi arbejder tæt sammen med i forbindelse med vores arbejde på havnen. Birgitte og jeg skulle også ned forbi for at aflevere de sikkerhedssko, som jeg havde lånt til lille Birgitte for vi har kun violinkasser herinde. Derude mødte vi en af sømandsdiakonerne, en af vores gode venner og han bød på en (meget tiltrængt) kold sodavand i aftensolen. Her havde vi endnu en god snak, hvorefter vi fortsatte vores lille færd ud mod Altenwerder.
Altenwerder er en del af havnen, og derude ligger skt. Gertrud. Sune og jeg havde været derude for et par uger siden, men det er en flot og speciel kirke og en skøn oase midt på havnens stålmorads. Så det skulle Birgitte selvfølgelig også se.
Således afsluttede vi vores tur og kørte hjemad. Det var en god og lang dag.
Jeg håber at I allesammen har haft en ligeså god weekend som mig.
- Heidi, assistent (lidt endnu)
Kommentarer