VI VIL FRED HER TIL LANDS – SANKTE HANS SANKTE HANS
 
Skt. Hans og hekse hører for os danskere uløseligt sammen. Hekse er noget som alle børn før hen blev advaret imod og truet med. Hvis børnene ikke ville spise op, kunne det ske, at heksen kom og åd dem. Og I kender jo nok historien om Hans og Grethe, hvor igennem alle børn bliver advaret mod at indlade sig med fremmede mennesker. Særligt hvis de bor i et hus lavet af søde sager. For hekse er nogle fæle nogen med vorte på næsen, krum ryg og en hæslig skinger stemme. Det ved vi alle – det er vi blevet enige om. De, er de onde. De, er de anderledes. Det er dem, der er grunden til at intet er som det var i de gode gamle dage. Og derfor skal de selvklart udryddes.
 
Men selvom vi synes, at hekse er nogle fæle nogen, så tager vi dem frem nogen gange, fordi mange af os dybest nede er fascineret og tiltrukket af disse mørkets mestre. Hvis der ude midt i på Alster lå en ø med et hus, hvor der boede en gammel heks, så er jeg helt sikker på, at alle børn i Hamborg ville konkurrere om, hvorvidt de turde sejle ud og banke på heksens dør. For der er noget spændende ved at se det, som man frygter. Hvem elsker ikke en uhyggelig historie eller en god krimi?
 
Det er aldrig lykkedes mig, at se en rigtig heks. Men jeg har et sted læst noget om, hvordan man kan være heldig at se en rigtig levende heks flyve hen over den sorte nattehimmel. Hvis man på Sankt Hans aften, d. 23. juni kl. 24:00 præcist, tager en tørv på hovedet eller en firkløver i lommen og stille sig ved en korsvej under en harve, der har tænderne opad, så skulle det være muligt at se heksene komme flyvende på deres kosteskaft på deres vej til Bloksbjerg. Hvis altså ikke det er overskyet eller regner.

Sankt Hans aften synger alle danskere, hvor end de befinder sig i verden: Vi elsker vort land, og med sværdet i hånd skal hver udenvælts fjende beredte os kende. Men mod ufredens ånd over mark, under strand vil vi bålet på fædrenes gravhøje tænde: hver by har sin heks, og hvert sogn sine trolde, dem vil vi fra livet med glædesblus holde. Vi vil fred her til lands, sankte Hans, sankte Hans! Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli'r tvivlende kolde.
 
’Ufredens ånd’ er ikke dem, der kommer udefra og ødelægger det for alle os andre. ’Ufredens ånd’ er den del af os, der frastødes så meget af de anderledes, at vi gør dem til syndebukke for alt dårligt, der sker i vores verden og hverdag. Og det er dén Ufreden Ånd vi skal bekæmpe. Den hadets og ufredens ånd, der kan spire inde i os alle. Og den ånd, den kan kun bekæmpes ved at holde hjertet varmt og lade glæden blusse.
 
På fredag tændes bålet, vi synger, vi glæder os, vi varmer os ved ilden og ved dem vi elsker. Der er noget fortryllende ved at se ind i et bål. Ser man længe nok ind i luerne, så ser man lyset stadig, selv når man lukker øjnene. Ser man derimod længe nok ud i mørket, så ser ikke andet end mørke for sit indre blik. Der findes ingen hekse, der kan fortrylle os til noget bestemt – det er op til os, hvad vi vil lade os fortrylle af: bålets lys eller nattens mørke.
 
Vi elsker vort land – men skal vort land kendes på, at vi helst vil have fred fra mennesker eller fred med mennesker? Hvad er det vi vil holde fra livet: det der er anderledes eller den ånd der gør at vi hænger det ud, som er anderledes? Vil vi danne en kreds af kolde hjerter eller en krans af sommerens hjerter så varme, så glade? Det er op til dig at vælge! Glædelig Sankt Hans