NY VIN PÅ NYE SÆKKE

Kender I historien om moren der skulle koge en hamburgryg? Det var en mor der skulle koge en hamburgerryg. Datteren stod og kiggede på da moren skar et stykke af hver ende af kødet. Datteren som tit havde hørt moderen snakke om at de skulle spare og ikke skulle smide mad ud, undrede sig over de to store stykker kød, der blev skåret væk og smidt ud. Da datteren havde set moderen gøre det flere gange spurgte hun nu: mor, hvorfor skærer du enderne af hamburgerryggen? Tjo, svarede moderen, sådan gjorde min mor altid, så det er vel sådan man koger en hamburgerryg. Men jeg vil give dig ret i, at det egentlig er spild af kød. Lad os spørge min mor. De ringede så til datterens mormor, og spurgte: Mormor, hvorfor har du altid skåret enderne af hamburgerryggen inden du kogte den? Tjo, svarede mormoren, sådan gjorde min mor altid. Så det er vel sådan man koger en hamburgerryg. Men jeg vil give jer ret i at det egentlig er spild af kød. Men lad os spørge min mor. De ringede så til datterens oldemor og spurgte: Oldemor, hvorfor har du altid skåret enderne af hamburgerryggen inden du kogte den? Jo, svarede oldemoren, ellers kunne den ikke være i min gryde.

Traditioner og skikke er gode. Men vi skal passe på vi ikke lader os forblinde af dem. Når vi gør noget ifølge traditionen, så kan vi have gjort det så mange gange, at det kunne gå hen og blive en rutine. Og det må det aldrig blive. For så bliver traditionen blot en gammel sæk, hvor vi prøver at hælde ny vin på.

Levende traditioner er med til at skabe os og gøre os trygge. Levende traditioner er med til at skabe en sammenhæng og et fællesskab. Stive og døde traditioner ødelægger mere end de gavner. De ødelægger livet, som vi hælder i dem.

Derfor skal traditioner og skikke være lige så levende som livet vi hælder i. Både i vores hverdag og til vores højtider. Fx skal gudstjenesten, vielsen, dåben, konfirmationen være lige så levende som alle os der deltager i den. Ellers bliver det hele lige så uforståeligt som at skære enderne af en hamburgryg selv om man skal spare.  Så blive det ligegyldigt, absurd og betydningsløst.

Spørgsmålet er: hvordan gør vi? Hvordan får vi traditioner til at blive og forblive levende, og sørge for at de ikke bliver stive? Det er et arbejde der kræver at vi overvejer hvorfor vi gør, som vi gør. At vi stiller spørgsmål til traditionerne og forsøger at forklare dem, både for os selv og for dem efter os. For ikke alt gammelt er dårligt, og derfor skal det ikke bare smides ud. Men det skal overvejes, gøres levende, så vi virkelig mener hvad vi siger og hvad vi gør.