Blogindlæg af Ditte Rieder Kjær.

Ditte er teologistuderende med speciale i kirkehistorie og bosiddende i Benediktekirken. Her skrev hun i efteråret 2024 sit speciale om sømandspræst Sophus Boas’ virke i Hamborg. Med afsæt i specialet har Ditte nu skrevet en historisk veldokumenteret bog om sømandskirkens historie fra 1875-1948. Læs hendes spændende teaser her…

Kære Menighed,

Den danske sømandskirke i Hamborg fylder 150 år!

Det er 150 års historie, som rummer meget. Både glæder, kampe, tragedier og flytninger (mange flytninger!). I den anledning er der blevet skrevet en jubilæumsbog, der behandler lidt mere end de første 75 år, nemlig perioden 1875 til 1948.

Hvad sker der alt på 75 år? Alt for mange ting, end man kan skrive her. På 75 år var 11 forskellige præster og en håndfuld vikarer i Hamborg. Det samme antal gælder også kirkens adresser, for som en anden nomade blev der på den tid holdt gudstjenester 12 forskellige steder. Først i 1920 fik den danske sømandskirke, efter mange års hårdt arbejde, sin egen bygning: Bernhardsburg på Bernhard-Nocht-Str. 1. 23 år senere var bygningen stort set en ruin efter et amerikansk bombardement. Men kirken rejste sig igen, og flyttede et år senere tilbage til kirken – efter et kort ophold hos svenskerne på Ditmar-Koel-Str. Mindre end 10 år senere skulle kirken selv finde sit hjem på den gade.

Arbejdet var kun lige begyndt, da det igen måtte indstilles da den første præst, Heden, pludselig døde i 1879. Måske det var et selvmord. Først i 1893 blev en dansk præst sendt til Hamborg igen. Arbejdet kom godt i gænge. Der kom sømænd i Hamborgs havn, og dem ville man have fat på. Det var ikke helt let, for fest, øl og farver på Reeperbahn og St.Pauli trak noget mere i dem end kirkens klokker. Det handlede dog ikke kun om sømænd og deres enegang. Også en menighed af fastboende danskere voksede frem.

Et arbejde blev begyndt i en tid præget af fattigdom, sult og sygdom. Utallige sømænd og skibe blev besøgt. En menighed voksede, gik tilbage og voksede frem igen. En dansk konge døde i Hamborg, og her fik sømandspræsten en særlig rolle at spille. 1. Verdenskrig satte en stopper for meget af arbejdet, men en ihærdig assistent blev og fortsatte efter bedste evne imens ingen skandinavisk præst var forblevet i byen. Det arbejde indebar både fastboende, sømænd og soldater – nemlig dansksindede sønderjyder, der var sendt i krig.

Man levede et dagligdagsliv. Der blev holdt gudstjenester, præsterne arrangerede udflugter, og tog på husbesøg, skibsbesøg, hospitals- og fængselsbesøg. Og så blev der fejret jul. Dengang som nu er juletiden afgørende for den danske sømandskirke i Hamborg.

Man bøvlede med pengesager og jura, og man tog sig af de opgaver, der opstod. På et år voksede den fastboende menighed fra 1000 til 10.000 mennesker som følge af tysklandsarbejderne, og på et andet tidspunkt fik man en tredje menighed, der var spredt ud over hele Tyskland: De danske modstandsfolk, der sad i tyske fængsler og tugthuse i årene 1943-1945.

Et arbejde i fremgang og tilbagegang, krig og fred. Et arbejde der ikke fyldestgørende kan beskrives på én side. Men måske den ene side kan give lyst til at læse den bog, som snart udkommer. 

Vi håber, at I vil læse med og lære jeres historie at kende.