Vi er nok mange, der er meget opsat på ikke at spilde noget. Vi genbruger papir, flasker, tøj, spildevand. Vi prøver desperat at undgå at spilde vores tid ved at gøre computere og transporttid hurtigere og hurtigere. Og alt skal være bærbar så vi kan tjekke mails, Instagram, Twitter og Facebook undervejs. Det værste vil være at spilde vores liv, og derfor er optimering, realisering og proaktivitet ord, som vi hører og bruger igen og igen.

Og det er selvfølgelig i mange henseender godt. Ikke at spilde miljø, penge, tid og liv på unødvendige ting. Men nogen gange, når jeg gør alt for ikke at spilde noget, så bliver jeg i tvivl om, hvorvidt jeg faktisk spilder noget ved netop at forsøge ikke at spilde det. Er det faktisk spild af liv, når jeg bruger meget tid på ikke at spilde mit liv?

Der var engang en dreng der kom til et stort slot, som han hele sit liv havde drømt om at se. Herren på slottet sagde til ham: ’selvfølgelig må de se mine smukke stuer, mit guld, mit sølv, mine fantastiske malerier og håndvævede tæpper. Men på én betingelse. Du må gå gennem hele slottet med en teske i hånden fyldt med olie. Spild ikke’. Drengen gik gennem hele det smukke slot med sin teske fuld af olie. Og da han vendte tilbage til slotsherren, havde han ikke spildt en eneste dråbe. Men til gengæld havde han ikke set noget af slottet, fordi han havde været så fokuseret på ikke at spilde.

Jeg læste denne historie forleden, og jeg blev faktisk ret ramt af den: tænk hvis jeg i mit liv har været så optaget af mit eget, af mig selv og mine kære, af mine besiddelser og mine behov, at jeg slet ikke har set noget som helst af det liv, som jeg har bevæget mig igennem de sidste 42 år. Måske har jeg båret mit eget foran mig som nogle dråber olie i en teske, som jeg hele tiden har passet voldsomt på ikke at spilde?

Jeg tror mange af os frygter at komme til at spilde - og dermed miste - det vi har. Det er ikke døden, som sådan, vi frygter. Vi frygter at spilde det liv vi har. I grunden frygter vi heller ikke nye tanker og nye synspunkter. Vi er bare bange for at give slip på vores meninger og tanker, så de går spildt.

En øvelse for os, der er bange for at spilde vores elskede liv og tid, er måske at holde op med at stirre på den lille skefuld af vores eget, som vi bærer foran os som olie i en teske og som vi er så bange for at spilde. Som lignelsen i Bibelen med såmanden, der ødselt vælter korn ud over markerne, mens han samtidig ser tidslerne bøje sig i vinden og fuglenes flugt og farverne i klipperne og den tørre, tynde jord. Han spilder, det han bærer foran sig.

Måske er det netop når vi gør ting, der ikke er optimerende, realiserende og proaktive, at vi optimerer, realiserer og aktiverer vores liv?

Måske er det netop når vi ’spilder vores tid’ at vi ikke ’spilder vores tid’?

Sømandskirken ønsker alle en skøn uge