HISTORIE

Den Danske Sømandskirke i Hamborg har en lang og spændende historie.

 

I 1875 begyndte Den Danske Sømandsmission i Hamborg med præst Georg Heden, men først i 1921 lykkedes det at købe en bygning, hvori kirken kunne være. Bygningen lå i Bernhard-Nocht-Str. - en parallelgade til Reeperbahn i bydelen Sankt Pauli.

 

 

 

 

 

I 1943 blev kirken, som store dele af Hamborg, bombet. Heldigvis nåede man at redde nogle enkelte værdifulde ting ud af kirken, som den nuværende kirke i dag stadig har. I årene efter holdt man til i bygningens kælder, indtil man havde rejst midler til en ny bygning. Dette skete i 1952. Præst Gustav A. Højlund havde i flere år arbejdet meget aktivt for at samle penge ind til en ny kirkebygning, og da Hamborgs borgmester gav sømandsmissionen et stykke jord på Ditmar-Koel-Str. 2, kunne det endelig lade sig gøre. Pengene til foretagendet kom mange steder fra, og da A.P. Møller gik foran med det gode eksempel og donerede penge, kom der rigtig skred i tingene.

 

Kirken blev indviet i februar 1952 og stod, som den blev bygget, i godt 50 år, før den begyndte at trænge til en ansigtsløftning. Det fik den fra 2004 til 2007, hvor Carlsbergfondet, A.P. Møller Fonden og private bidragsydere gjorde det muligt at restaurere indgangspatiet, lejlighederne, haven og ikke mindst kirkerummet. Som blev udsmykket af kunstneren Erik A. Frandsen. Man kan se mere om dette under 'kirkekunst'.

 

I forbindelse med indvielsen af kirken i 2007 deltog prinsesse Benedikte, og hun gav efterfølgende tilladelse til, at kirken kunne kalde sig Benediktekirken.

 

 

Artikel i billedbladet fra 1952. Klik på billedet, for at kunne læse den.